Fortsæt til indhold

Elbilerne strømmer til færgen: Nu lokker Molslinjen med billig opladning

Nye superchargere er klar i Aarhus og snart på Odden.

Samfund
ddp

Det er populært blandt elbilsejere at tage færgen over Kattegat. En tur med katamaranen betyder sparede kilometer og større rækkevidde, så man måske kan nå hele vejen frem uden at skulle lade.

Ifølge Molslinjen er ca. 30 procent af bilerne på færgen elbiler, hvilket er markant, når andelen af elbiler i den danske bilpark er cirka 18 procent.

Derfor har Molslinjen nu etableret ladeløsninger til kunderne, så de bliver endnu mere motiverede til at tage færgen.

Otte nye superchargere med 16 ladepunkter står klar på havnen i Aarhus, og senere på året er samme setup klar på den anden side af Kattegat, lyder det i en pressemeddelelse.

»Vi håber, at billig og hurtig opladning vil gøre det endnu mere attraktivt at tage færgen,« forklarer Molslinjens kommercielle direktør, Lucas Kragh.

Han vil derfor sætte en skarp intro-pris.

»Prisen bliver indledningsvist én krone pr. kilowatt. Efter vores introduktionstilbud vil vi fortsat sørge for at tilbyde lave priser, der gør det attraktivt for vores rejsende at oplade deres bil hos os,« siger han

Det er endnu ikke muligt at booke opladning på forhånd. Når en bil kommer frem til automaterne på havnen, vil nummerpladen afsløre, om der er tale om en elbil. Herefter vil automaten tilbyde muligheden for opladning ved et af de 16 ladestik.

»Vi vil gerne gøre det nemt for færgekunder med en elbil at slippe rækkeviddeangsten. Så her kan de komme lidt tidligere til deres afgang og tanke så meget strøm, at de ikke behøver at spekulere på, om de kan nå frem på den anden side af Kattegat« siger Lucas Kragh.

Hver af de nye standere leverer hele 300 kW – og de åbner for opladning første gang mandag den 26. januar 2026.