Fortsæt til indhold

Nedslående melding - letbanekaos fortsætter frem til sommer: »Det beklager vi dybt«

Letbanedirektør »beklager dybt« de gener, det giver passagererne.

Samfund

De østjyske letbanepassagerer må væbne sig med tålmodighed. En god portion af det.

For det har lange udsigter, før den amputerede drift igen er tilbage til normalen.

Det oplyser Aarhus Letbane i en pressemeddelelse.

Siden august har antallet af afgange været reduceret, hvilket har medført overfyldte tog i myldretiden og hyppigere aflysninger.

Årsagen er problemer med magnetskinnebremserne på fem tog, som man har måttet tage ud af driften.

Aarhus Letbane har ad flere omgange lovet, at de snart ville komme på skinner igen. Først var formodningen december, så var det ”ind i januar”, og nu er det altså først til sommer.

I hvert fald lyder det i pressemeddelelsen, at den nuværende køreplan fortsætter frem til sommer.

»Det er virkelig ærgerligt, at processen trækker ud. Vi ved, at det skaber frustration for vores passagerer, og det beklager vi dybt,« siger Michael Borre, administrerende direktør i Aarhus Letbane.

Mængden af afgange forbliver altså uændret. Afgangene på L2 mellem AUH og Aarhus H er fortsat reduceret fra otte afgange i timen til fire.

På L1 er der er der to afgange i stedet for fire afgange i timen mellem Aarhus H og Hornslet.

»Vi gør alt, hvad vi kan, for at komme i mål, så vores mange passagerer kan få deres almindelige hverdag tilbage,« siger Michael Borre

Den nuværende køreplan fortsætter frem til den sidste søndag i juni, hvorefter sommerkøreplanen træder i kraft.

Aarhus Letbane har siden foråret 2025 arbejdet på at løse fejlen på magnetskinnebremserne.

Bremsen er kritisk for togets anvendelse, og derfor er togene taget helt ud af drift.

Trafikstyrelsen vurderede før årsskiftet, at ændringen på magnetskinnebremserne skal gennemgås af en uvildig ekstern part.

Den opgave er blevet igangsat, lyder det fra Aarhus Letbane, men processen trækker ud.

Det betyder også, at Lisbjergskolen fortsat ikke betjenes, indtil de fem tog igen kommer i drift.

Aarhus Letbane anerkender at situationen skaber frustration for passagererne.

»Situationen er utilfredsstillende og det beklager vi dybt. Der er ikke noget, vi hellere vil end at komme tilbage til normal drift, men sikkerheden kommer først. Vi arbejder så hurtigt og grundigt, vi kan,« forklarer Michael Borre.