Fortsæt til indhold

Butikkerne får grønt lys fra politikerne: Helligdagsåbning afventer Erhvervsstyrelsen

Same procedure as last year: Ebeltoft får atter politisk opbakning til helligdagsåbning i 2026.

Samfund

Den 725 år gamle købstad Ebeltoft får endnu en gang politisk opbakning til at holde butikkerne åbne på helligdage.

Syddjurs Kommune har atter modtaget en henvendelse fra De Samvirkende Købmænd (DSK), som på vegne af Rema 1000 i Ebeltoft har anmodet om, at kommunen arbejder for, at butikkerne kan få lov til at holde åbent på helligdagene i foråret 2026.

Gentager succesen

Det samme var tilfældet i 2025, hvor Erhvervsstyrelsen godkendte en ansøgning fra Syddjurs Kommune, så alle butikker i Ebeltoft kunne holde åbent på syv helligdage i foråret 2025.

Nu er det tid til at gentage succesen i 2026.

Skæv konkurrence

Lukkeloven kan være konkurrenceforvridende.

Ikke mindst i en ferieby som Ebeltoft, hvor Rema 1000 er den eneste af fire dagligvarebutikker, der skal holde lukket i helligdagene. I den gamle købstad er der fire dagligvarebutikker: Netto, Kvickly og Føtex, som alle kan holde åbent hele året rundt, og så Rema 1000, som skal holde lukket på helligdage.

Det er netop nogle af de dage, hvor der er allerflest mennesker i købstaden. Især påsken er stor. For nogle af butikkerne den absolut mest indbringende periode af året.

Ulige vilkår

Rema 1000 åbnede i februar 2024, og man kunne nærmest se smerten i den selvstændige købmand Heine Petersens øjne, da han lukkede butikken ved påske.

»Det virker jo lidt uretfærdigt, at vi skal lukke ned. Det er ulige konkurrencevilkår. Når de andre må, så vil vi også gerne. Selvfølgelig fordi det er en god forretning, men også for ikke at skuffe de kunder, der går forgæves,« lød det dengang fra Heine Petersen til Din Avis.

Syv dage i foråret

Ansøgningen om dispensation for helligdagsåbning i foråret 2026 omfatter fire helligdage i påsken, to helligdage i pinsen, Kristi Himmelfartsdag og eventuelt Grundlovsdag.

For at opnå dispensation fra Lukkeloven kræves det, at de udvidede åbningstider knyttes til et arrangement eller begivenhed, som er åben for offentligheden og har en offentlig karakter.

Ansvaret for planlægningen og gennemførelsen af konkrete arrangementer i Ebeltoft ligger hos lokale interessenter som Ebeltoft Handelsstandsforening og de enkelte butikker.

Regeringen har fremsat et lovforslag, som giver butikker i bymidter i byer med færre end 16.850 indbyggere mulighed for at holde åbent på Lukkelovens lukkedage uden at skulle søge dispensation, men ændringen træder først i kraft 1. januar 2027.

Enstemmighed i Økonomiudvalget

Med enstemmighed i Økonomiudvalget bliver det bare »a walk in the park« at få byrådet til at nikke samlet ja til ansøgningen på årets første byrådsmøde 28. januar.

Når byrådet med et pennestrøg har givet thumbs-up, ryger ansøgningen til Erhvervsstyrelsen afsted fluks med byrådets anbefaling.