Fortsæt til indhold

Rejsebureauer med ekstrem USA-melding: »Vi har aldrig set noget lignende«

Trump-faktoren har amputeret østjyske rejsebureauers salg til USA, og det kan vare længe, før "Guds eget land" atter bliver en populær destination, lyder det fra bureauchefer.

Samfund

Det politiske forhold mellem Danmark og USA har mildt sagt været anstrengt i senere tid, og krisen mellem »os« og »dem« udspiller sig ikke kun på den politiske scene. Rejselystne østjyder fravælger i stor stil også USA som destination, viser en rundringning, vi har foretaget til flere rejsebureauer i Aarhus.

Bureauchef og medejer af aarhusianske Check Point Travel, Henrik Særmark-Thomsen, har i sine 30 år i rejsebranchen ikke oplevet et så voldsomt dyk i rejser til USA.

»Jeg havde aldrig troet, at det ville blive sådan. Vi sælger lidt til Hawaii, men hovedlandet kniber. Vi er under 50 procent af det salg, vi plejer at have i januar. Måske 40 procent,« siger han.

Danexplore, der har kontorer i Aarhus og Randers, annoncerer aktuelt ikke for rejser til USA, oplyser rejsebureauets administrerende direktør Rasmus Nicolaisen.

»Hvis vi sammenligner med for halvandet år siden, er det 50-60 procent færre rejser, vi sælger. Det er voldsomme tal. Vi har aldrig set noget lignende, uden at Udenrigsministeriet fraråder at rejse til et land. Ikke i min tid i branchen. Man ved desværre ikke, hvor man har Trump.«

Valget af Donald Trump som præsident i USA har heller ikke gjort noget godt for Risskov Rejsers salg til ”Guds eget land”, oplyser bureauets direktør Therese Christensen.

»De seneste trusler omkring overtagelse af Grønland har ikke hjulpet på det. Rejselysten er dog fortsat intakt, men er nu flyttet til andre destinationer,« siger hun.

I værste fald kigger vi hen imod 2029, når Trump er væk, før vi kan sælge flere rejser til USA.
Rasmus Nicolaisen, adm. direktør, Danexplore

Hos MyPlanet på Søren Frichs Vej i Aarhus melder forretningsansvarlig Karsten Lind om »meget, meget få« solgte rejser.

»Det er tydeligt, at den her januar er meget anderledes end januar sidste år. Hos de fleste danskere er der en politisk bevidsthed, der gør, at man tager afstand fra at rejse til USA. Til gengæld har vi lige nu et salg til Canada, der er det bedste, vi har oplevet i rigtig mange år, hvis ikke nogensinde,« siger han.

Fra Jysk Rejsebureaus hovedkontor i Aarhus kan direktør Niels Amstrup oplyse, at bureauets rejser til USA er halveret i forhold til januar sidste år.

Grønlandskrisen og amerikanske udmeldinger om Danmark som allieret har slået bunden ud af østjyske rejsebureauers salg til USA. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Tillid skal genskabes

Det kan tage lang tid, inden rejsebureauerne får gang i salget til USA, lyder det fra de bureauchefer, vi har talt med.

»I værste fald kigger vi hen imod 2029, når Trump er væk, før vi kan sælge flere rejser til USA. Men hvis befolkningen stemmer på demokraterne ved midtvejsvalget, kan det ændre magten i kamrene (Senatet og Repræsentanternes Hus, red.). Hvis politikken i USA derved bliver lavet om, kan vi håbe på, at flere vælger at rejse til landet,« siger Rasmus Nicolaisen fra Danexplore.

Det trækker også ned, at det er blevet dyrere at rejse til USA, fordi inflationen i landet har været stigende, lyder det fra Rasmus Nicolaisen.

»Dem, der kommer hjem fra USA, græmmer sig lidt over, hvor dyrt det er. Det gør også, at folk holder sig lidt væk, blandt andet fordi mange skriver om deres rejser på nettet,« siger han.

Henrik Særmark-Thomsen fra Check Point Travel er »ked af og ærgerlig over«, at situationen mellem Danmark og USA er, som den er.

»Jeg har selv rejst rigtig meget i USA, og der er rigtig mange søde og åbenhjertige mennesker derovre. Men jeg kan godt forstå, hvis folk er i tvivl, om det USA, de kender, er det USA, de kommer til. Vi er følelsesmæssigt ramt på grund af omtalen af vores indsats som allierede til USA og Grønlandskrisen. Der er en tillid og tryghed, som folk skal føle er genskabt, før de for alvor får lyst til at rejse til USA.«

Det amputerede salg til USA får dog ikke Check Point Travel-chefen til at ligge søvnløs om natten.

»Så sælger vi flere rejser til andre steder. Vi har mere salg til Asien, Thailand, Bali og Vietnam, og så sælger vi faktisk en hel del til Canada. Jeg skal ikke kunne sige, om det er en trodsreaktion, men Canada er et fantastisk land, og jeg tror, at det føles som et mere ordentligt og trygt sted at rejse hen,« siger han.

FDM Travel, der har en afdeling i Aarhus, er det eneste rejseselskab, vi har kontaktet, der aktuelt melder om et stabilt salg af rejser til USA. Også her er salget dog krympet gevaldigt på grund af ”Trump-faktoren.”

»Vi ser nu et stabilt USA-salg på cirka det halve af niveauet fra før Trumps anden præsidentperiode. Ud fra dette niveau har vi også de seneste uger fået fint med henvendelser og bookinger til USA. Vi ser i tillæg, at de som kontakter os i forhold til USA er meget afklaret og ender med at bestille,« skriver adm. direktør for FDM Travel Anders Iversen i en mail.