Kendt ansigt og tidligere rådmand rykker ind i Kredsløbs nye bestyrelse
Syv nye ansigter skal være med til at tegne affalds- og forsyningsselskabet strategi frem mod 2030.
I november sidste år blev kommunalvalget afviklet i Aarhus Kommune, og nu har det kommunalejede forsyningsselskab også fået ny bestyrelse.
Det oplyser det lokale affalds- og forsyningsselskab Kredsløb i en pressemeddelelse.
Her fremgår det, at Thomas Rand fortsætter i rollen som formand, mens den nyvalgte socialdemokrat Mathilde Dueholm er ny politisk udpeget næstformand.
I alt finder man syv nye navne i den 11 personer store bestyrelse.
Masser af ledelseserfaring
Blandt de nye navne finder man et kendt et af slagsen i form af Venstres tidligere politiske leder i Aarhus og tidligere teknik- og miljørådmand Laura Hay Uggla.
Hay Uggla varetager bl.a. i forvejen også jobbet som bestyrelsesleder for kunstmuseet Aros og er privat gift med Mærsks barnebarn Johan Pedersson Uggla.
Et andet nyt ansigt i bestyrelsen er Trine Lindegaard Holmberg, som i mere end ni år har været direktør for affalds- og energiselskabet ARGO, som opererer i 16 sjællandske kommuner. Her stoppede hun dog i 2025.
De to førnævnte professionelle bestyrelsesmedlemmer får følgeskab af Søren Adamsen, som til daglig er driftsdirektør i det anerkendte aarhusianske arkitektfirma C. F. Møller.
Blandt de politiske medlemmer fortsætter Danmarksdemokraternes Jakob Søgaard Clausen, mens Polly Dutschke (M) og Steffen Wich (S) er blevet byttet ud med Mahad Yussuf (RV) og Mathilde Dueholm (S).
Kredsløb siger også farvel til næstformand Mikael Geday og den tidligere aarhusianske teknik- og miljø-rådmand Steen Stavnsbo i bestyrelsen.
»Det har været nogle turbulente år for forsyningsbranchen, der har krævet en stor grad af omstillingsparathed samt en vilje til forandring og fremdrift hos både medarbejdere, direktion og bestyrelse. Og netop dette har kendetegnet Kredsløb de seneste fire år. Jeg vil derfor gerne takke den afgående bestyrelse for et stærkt samarbejde gennem årene,« udtaler bestyrelsesformand Thomas Rand.
Skal sætte retningen
Hovedopgaven for den nye bestyrelse bliver at tegne selskabets strategiske retning frem mod 2030, skriver Kredsløb.
En strategi, der bl.a. skal bidrage aktivt i kommunens fremtidige klimaambitioner. Herunder at sikre implementeringen af en ny fremtidssikret forsyning baseret på vedvarende energi uden brug af importerede træpiller.
Ifølge Kredsløb afleverer den afgående bestyrelse »et robust og stærkt selskab, der trods hård konkurrence og stor uforudsigelighed på energimarkederne, står med et solidt økonomisk fundament, de rette kompetencer til fremtiden og et godt strategisk fundament til den nye bestyrelse«.
Bestyrelsen i Kredsløb rummer fire medarbejdervalgte medlemmer, tre medlemmer valgt blandt byrådsmedlemmerne og fire professionelle medlemmer valgt fra erhvervslivet.
Den nye bestyrelse er formelt set tiltrådt på generalforsamlingen den 30. januar 2026.