Fortsæt til indhold

Normal sætter dato på åbning af ny forretning

Normal åbner sin nye butik i Ebeltoft om under to måneder.

Samfund

Det bliver lørdag 28. marts, butikskæden Normal åbner sin nye forretning i Jernbanegade i Ebeltoft.

Dermed kan ebeltofterne se frem til stor åbningsfest, hvor kunderne kan se frem til events, konkurrencer, giveaways og meget mere, som Normal meddelte, da butikskæden i midten af januar offentliggjorde, at den kommer til Ebeltoft.

Den nye butik får til huse mellem Brinck Isenkram og Nybolig, og herfra kan kunderne altså fremover gå på jagt i det omfattende sortiment, som er en del af Normals koncept at parallelimportere varer fra andre EU-lande.

»Vores kunder er skattejægere frem for tilbudsjægere, fordi de ved, at de kan få de kendte mærkevarer til faste lave priser hos os. Derfor kan de bruge tiden på at gå på skattejagt i vores butikker, for vi får rent faktisk ca. 100 nye varer hjem hver uge, også fra spændende, og måske for dem, ukendte brands, som de kun finder i Normal,« udtalte landechef Lars Bjerring i en pressemeddelelse ved offentliggørelsen af den nye butik.

Søger personale

Dermed bliver der sikkert også rigeligt at se til i den nye forretning. Med åbningen kort før påske er man således netop i rette tid til årets første store rykind fra turisterne.

På Normals hjemmeside er man nu også gået i gang med at søge personale til den nye butik.

Her søges aktuelt efter fire nye timelønnede medarbejdere både over og under 18 år.

»Da vi har travlt i vores butik, skal du være frisk på at give den gas sammen med resten af teamet. Du trives i en dagligdag med fart på, og du brænder for at skabe den helt unikke kundeoplevelse i Normal. At tage ansvar og initiativ er noget, der falder dig naturligt, og du arbejder med dine daglige opgaver, indtil du er helt i mål.«

»Er du derudover hjælpsom, har godt humør og bidrager til den gode stemning – så er vi nok et godt match,« skriver Normal i jobopslagene.

Den første Normal-butik åbnede i Silkeborg i april 2013, og med den kraftige vækst er Normal blandt de hurtigst voksende butikskæder i Europa.

Hovedkontoret ligger i Skanderborg.

Konceptet blev grundlagt af Torben Mouritsen og Bo Kristensen, der havde udtænkt en forretningsidé, der ville gøre det muligt at sælge mærkevareprodukter billigere end i konkurrerende butikker.