Fortsæt til indhold

BasePrint har fået bid i banen igen og er rykket ind i nye lokaler

Fra Reklamemåtten til BasePrint: Thomas Cuno Christensen har en lang historie som iværksætter. Flytningen til større lokaler er et nyt kapitel i hans erhvervskarriere.

Samfund

Iværksætteren Thomas Cuno Christensen har flyttet sin virksomhed, BasePrint ApS, til nye og større lokaler i MP Erhvervspark på Attrupvej 4B, et par kilometer udenfor Ryomgård.

Flytningen sker som følge af virksomhedens behov for mere plads til at håndtere stigende opgaver, herunder bilfoliering, fortæller Thomas Cuno Christensen.

Flytningen til de nye lokaler i MP Erhvervspark blev besluttet efter en dialog med iværksætteren Michael Pedersen, der ejer bygningerne, som i mange år husede Djuma.

»Michael spurgte, om det ikke var noget for mig at få større lokaler. Jeg tænkte lidt over det, og da vi fandt frem til en god pris, var der ingen betænkningstid, fordi vi kan bruge pladsen i takt med, at vi får større og større opgaver, f.eks. folierer vi en del biler,« siger Thomas Cuno Christensen.

BasePrint er specialister i digital- og offsettryk og leverer løsninger til virksomheder.

Er kommet videre

Thomas Cuno Christensen var i fem år involveret i virksomheden Mesballe AutoCenter ApS, hvori BasePrint indgik som en integreret del, på Thorsagervej 30A.

Virksomheden måtte dreje nøglen om i 2025.

Retten i Randers tog selskabet under konkursbehandling den 7. februar 2025 efter en begæring få dage forinden. Konkursen skyldtes blandt andet en skattegæld på 214.000 kroner for regnskabsåret 2022, som Skattestyrelsen havde skønnet.

Thomas Cuno Christensen havde ikke set konkursen komme og undrede sig over Skattestyrelsens skøn.

»Jeg troede, at alt var i sin skønneste orden,« forklarede han til Din Avis.

Skattestyrelsen fastholdt imidlertid, at der ikke var indberettet noget til dem, og skønnede derfor virksomhedens overskud til ca. 600.000 kroner. Thomas Cuno Christensen kunne ikke få sin revisor til at forklare det skete, fordi vedkommende var gået konkurs.

Han måtte derfor bide i det sure æble, fast besluttet på at komme videre.

Kickstartede BasePrint

Efter konkursen fik Thomas Cuno Christensen kickstartet BasePrint med nyt CVR-nummer og lejede et rum i Mesballe i de tidligere Arkebygninger på modsatte side af Thorsagervej i forhold til Mesballe AutoCenter ApS.

Her lykkedes det ham at få sparket gang i forretningen igen, og nu har han mod på at give den endnu et puf med flytningen til Attrupvej.

Startede med Reklamemåtten

Thomas Cuno Christensen etablerede BasePrint ApS i 2015 i lejede lokaler på Industrivej i Ryomgård.

Det skete efter nogle år, hvor han havde været leder af trykkeriet Fletco A/S i Ikast.

Men Thomas Cuno Christensen startede allerede sin første virksomhed, Reklamemåtten, i 2005 i Auning, som specialiserede sig i grafiske løsninger inden for reklame- og logomåtter.

Virksomheden drev han frem til 2012, hvor han solgte den og efter en overgangsperiode som supervisor fik tilbudt lederjobbet i Ikast, før han atter fik lyst til at gå selv.

Denne drivkraft er fortsat motoren i hans forretningsmæssige hverdag.