Fortsæt til indhold

Herberger melder om forkomne hjemløse: »Ethvert bart stykke hud bliver voldsomt påvirket«

Hjemløse kæmper mod kulde og hård blæst. Der er pladser nok på forsorgshjem, melder centerchef.

Samfund

Frost og vindstyrke på 8-11 meter i sekundet er på flere måder hård kost for de hjemløse i Aarhus, og det kan mærkes på herbergerne.

Aarhus Vinterherberg er et nødherberg for hjemløse migranter, og ifølge stedets leder, Jesper Budde, ødelægger vejret de hjemløses forretningsgrundlag.

»Det er sværere at tjene penge, når det er koldt og blæser meget. De lever af at tigge og samle flasker, og vi gider ikke at have hænderne op af lommen for tiden. Vi dukker hovedet og suser videre. Vi går heller ikke rundt med en sodavands- eller ølflaske i hånden, som vi smider i en skraldespand. på gaden,« siger han.

Jesper Budde oplever ikke, at Aarhus Vinterherberg på P.O. Pedersensvej i Skejby bliver overrendt, men de besøgende er ramte af blæsten.

»Det har været vanvittig koldt vejr i en måned, men nu blæser det, og vi kan tydeligt mærke, at de er koldere, mere forfrosne og mere sultne, når de kommer. Jeg håber vinden lægger sig. Det er den, der er modbydelig. Der er gode muligheder for at skaffe varmt tøj for hjemløse i Aarhus, men ethvert bart stykke hud bliver voldsomt påvirket i det her vejr.«

Der er til gengæld trængsel på forsorgshjemmet Tre Ege i Brabrand, melder afdelingsleder Susanne Espersen.

»Vejret har stor påvirkning. Vi har rigtig mange henvendelser hver dag, og vi har ikke nok pladser. Efterspørgslen er større end udbuddet,« siger hun.

Tre Ege på Årslev Møllevej hører under Kirkens Korshær og har 36 pladser. Stedet er målrettet socialt udsatte og hjemløse voksne.

Ifølge centerchef i Center for Forsorg i Aarhus Kommune Jacob May, er der pladser nok på de kommunale forsorgshjem.

»Vi har et meget fint overblik, og vi har ledig kapacitet til nætterne. Vi har ikke et stigende antal henvendelser. Det er aldrig rart, når det er koldt, men det, jeg koncentrerer mig om, er, om vi har pladser nok,« siger han.

Gadesygeplejerskerne i Aarhus Kommune oplever, at de hjemløse er gode til at søge ind på værestederne for at få »varme og tryghed.«

»Vi oplever ikke ret mange, der er på gaden. Dem, der ikke kan være nogle steder, finder vi i opvarmede p-kældre. Det kan være, at der ikke er plads til dem, eller at de er så syge, at de ikke formår at opsøge et værested, men godt kan finde en p-kælder,« siger gadesygeplejersken Lotte, der har bedt om kun at blive nævnt ved fornavn.