Fortsæt til indhold

Bank slår alle rekorder med historisk årsregnskab

Djurslands Bank har tilsyneladende held med den nye strategi, der skal gøre banken til de lokales foretrukne.

Samfund

Djurslands Bank har netop offentliggjort sit regnskab for regnskabsåret 2025, og her kan banken se tilbage på et år, der betegnes som »meget tilfredsstillende.«

Det er ikke så mærkværdigt, for med et resultat før skat på 329,2 millioner kroner, afslutter Djurslands Bank regnskabsåret med det bedste resultat i bankens historie samt rekordmange nye kunder, skriver Djurslands Bank i en pressemeddelelse.

Derfor er det da også en meget tilfreds administrerende direktør Sigurd Bohlbro Simmelsgaard, som i dag præsenterer bankens årsregnskab.

»Med det flotte resultat for 2025 - endda 2 millioner kroner højere end rekordåret 2024 – viser vi vores styrke som en stærk lokalbank, og det er jeg meget glad for. Vi vil kke købes, vi vil ikke købe andre, og vi fortsætter som en selvstændig bank med fokus på det værditilbud, vi giver kunder og aktionærer, siger Sigurd Bohlbro Simmelsgaard.

Fik også kritik og påbud

Ifølge banken opleves fortsat en solid tilgang af privatkunder, erhvervskunder og Private Banking-kunder. Som boligbank står Djurslands Bank stærkt i rådgivningen af kunder, der ønsker tryghed og overblik i deres boligøkonomi.

Samtidig oplever banken, at erhvervskunder i stigende grad vælger Djurslands Bank som samarbejdspartner, når de ønsker at udvikle deres forretning.

Rekordregnskabet kommer dog også efter et år, hvor Djurslands Bank to gange har fået kritik og efterfølgende påbud fra Finanstilsynet.

Herfra lød det blandt andet:

»Banken har en højere udlånsvækst end sammenlignelige pengeinstitutter, og den har stort fokus på tilgang af nye erhvervskunder. Det indebærer en risiko for, at væksten sker på bekostning af kreditkvalitet, og stiller derfor store krav til bankens kreditstyring, herunder at risici kontrolleres og styres på forsvarlig vis,« skrev Finanstilsynet i oktober 2025.

Djurslands Bank tog efterfølgende kritikken til efterretning, ligesom banken meldte ud, at man allerede var i gang med at efterkomme kravene i påbudden fra FInanstilsynet.

Vil være lokales foretrukne

Kundetilgangen er blandt andet et resultat af, at der i 2025 er arbejdet med en ny strategi, der bygger videre på visionen om Djurslands Bank som den foretrukne lokale bank.

»Målet med den nye strategi er at skabe merværdi for kunderne, sikre attraktive afkast til aktionærerne og fastholde banken som en god arbejdsplads. Vi har fokus på trivsel og på at være Danmarks mest menneskelige arbejdsplads, og så skal vi være på forkant overfor kunderne – det er mere vigtigt end nogensinde før,« lyder det fra direktøren.

Banken sender igen i år en del af nettooverskuddet tilbage til aktionærerne - både som udbytte og gennem annullering af tilbagekøbte aktier.

Dette indstilles til godkendelse på bankens generalforsamling 17. marts.

For 2026 forventer bankens ledelse et resultat før skat i niveauet 240 til 280 millioner kroner.