Beboerparkering ved Vesterbro Torv skal udvides: Sådan vil rådmand gøre det
Nye regnvandsbede vil give kamp om pladsen i flere gader ved Vesterbro Torv. Rådmand for Teknik og Miljø er på vej med løsninger, så naboer fortsat kan parkere nær ved.
Som et led i Aarhus Kommunes klimatilpasning vil der i de kommende måneder komme nye grønne regnvandsbede og -bassiner i flere sidegader til Vesterbro Torv, så kvarteret bedre kan håndtere vandet ved tunge skybrud.
Bedene kommer til at lægge beslag på beboerparkeringspladser ved Skt. Marcus Kirkeplads, Langelandsgade, Teglværksgade og Janus la Cours Gade, der alle ligger i beboerparkeringsområde 4, Randområde Nord.
Rådmand for Teknik og Miljø Nicolaj Bang (K) vil udvide beboerparkeringen i området, så naboerne kan parkere deres bil som i dag.
Det fremgår af en pressemeddelelse.
Teknik og Miljø har undersøgt flere muligheder, der både tæller nye parkeringspladser og bedre udnyttelse af eksisterende. Samlet set er der mulighed for at give beboerparkeringsområde 4 adgang til 45 flere pladser, lyder det.
Teknik og Miljø forventer at have en indstilling klar i løbet af marts. Byrådet skal give grønt lys til forslagene, da beboerparkeringsområderne er politisk besluttet.