Fortsæt til indhold

Bilejer føler sig snydt af p-skilt: Her er årsagen til bøden

Mogens Jørgensen fik en parkeringsbøde, selvom han har parkeret og ladet sin elbil samme sted i fem år uden problemer. Han kunne ikke få svar på hvorfor - det er nu lykkedes avisen.

Samfund

Elbilejeren Mogens Jørgensen har opladet sin bil det samme sted i fem år uden problemer på Ellen Jensens Gade 50 i Risskov. Men en dag kom han tilbage til en gul seddel i forruden.

Han var forvirret og frustreret over at få en parkeringsbøde på 875 kroner. Han forsøgte at undersøge, hvorfor han havde fået den.

Parkeringskiltet, hvor Mogens Jørgensen har opladet sin bil i fem år. Privatfoto

Bøden skyldtes en manglende parkeringstilladelse, og derfor satte bilejeren sig for at finde ud af, hvordan han kunne få sig sådan en. Men det skulle vise sig at være svært at få svar på.

Avisen fik chefkonsulent ved interesseorganisationen Forenede Danske Motorejere (FDM), Dennis Lange, til at vurdere parkeringsskiltet. Hans vurdering lyder:

»Der er utrolig meget tekst, man skal forholde sig til på det skilt. Det kunne godt være formuleret tydeligere, fordi der er elementer, hvor man kan blive i tvivl om, hvad der menes,« siger han.

»Min vurdering er, at det er tilstrækkeligt tydeligt på skiltet. Men jeg kan godt forstå, at man kan misforstå formuleringen. For der er rigtig meget, man skal forholde sig til.«

Mogens Jørgensen henvendte sig både til Aarhus Kommune og Apcoa for at undersøge, hvordan han kunne få en gyldig parkeringstilladelse. Men ingen har indtil nu kunne svare ham på, hvordan han kan få sådan en.

Kan man få en gyldig p-tilladelse?

Derfor satte avisen sig for at undersøge, hvordan man kan få en gyldig parkeringstilladelse.

Efter en uges research er avisen blevet sendt videre af flere omgange. Senest blev vi henvist til PKA Ejendomme, der administrerer boligerne og parkeringspladserne.

I en mail til avisen svarer administrerende direktør, Henrik Dahl Jeppesen, på følgende spørgsmål:

Er parkeringspladserne og ladestanderne på Ellen Jensens Gade 50 kun forbeholdt beboerne?

»Parkeringspladserne på vores ejendom ligger på privat grund og er forbeholdt ejendommens beboere og beboernes gæster. Parkeringspladserne er etableret i overensstemmelse med lokalplanen og i henhold de til aftaler, der er med Aarhus Kommune. Beboerne bliver i forbindelse med indflytningen registreret og får således tildelt to parkeringslicenser pr. lejemål.«

Hvor længe har det været sådan?

»Det har været sådan, siden vi satte ejendommen i drift og foretog de første udlejninger. De første par år var der flere parkeringspladser end beboere, hvorfor kontrollen har tiltaget i hyppighed i takt med, at ejendommen var fuldt idriftsat og indflyttet.«

Hvornår kom der et samarbejde med parkeringsselskabet (Apcoa Parkering), tidligere Europark)?

»Aftalen med parkeringsselskabet blev indgået i sommeren 2023. Der har således været skiltning siden sommeren 2023. I forbindelse med indgåelse af aftalen og opsætning af skiltning har der over en periode på 14 dage været en proces, hvor selskabet har gjort opmærksom på parkeringsreglerne ved at lægge sedler i forruden, dog uden at udstede egentlige bøder.«

Har I oplevet, at der mangler parkeringspladser til beboerne i ejendommene?

»Grundet den jævne fordeling af pladser blandt alle beboere er det vores oplevelse, at beboerne kan finde en parkering på ejendommen, men vi hører også, at der ofte er trangt på parkeringspladsen.«

Med andre ord kan det ikke lade sig gøre for Mogens Jørgensen at lade sin bil i Ellen Jensens Gade, som han med stor glæde har brugt i fem år. Da han er medlem af folkekirken, kan han bruge en ladestander ved Risskov Kirke, men det er dyrere og mere besværligt.