Fortsæt til indhold

Rotter saboterer genåbning af Vores Købmand - men drømmen lever videre på ny adresse

Rotteproblemer stopper købmandsprojektet i Knebel. Gruppen bag projektet undersøger nu alternative placeringer.

Samfund

Rotter har sat en effektiv stopper for planerne om at genåbne byens dagligvarebutik med borgerne som ejere og med navnet Vores Købmand på facaden på Knebel Bygade 27.

»Rotterne har vi fået bugt med, men sådan nogle kræ kommer gerne igen, når der kommer madvarer på hylderne. Så derfor tør vi ikke binde an med at købe den tidligere butik på Knebel Bygade 27, som det har været meningen fra start,« siger advokat Mads Petersen, MP Advokater.

Beslutningen om ikke at købe bygningen er der fuld forståelse for hos Jens Karl Andersen. Så der er heldigvis ingen sure miner eller skuffelse

Han har været det juridiske islæt i købmandsprojektet lige siden en gruppe aktive borgere med fire kvinder i spidsen dannede en købmandsgruppe og i samarbejde med Dagrofa lancerede tankerne om byens købmandsbutik på et borgermøde på Molsværket 4. marts 2025 efter den klassiske Dagrofa-model for de mange Min Købmand-butikker, som er skudt op på Djursland i de senere år.

Vi skal videre

Lene Straarup er master mind for købmandsgruppen. Hun og gruppen vil snarest invitere anpartshaverne til et orienterende møde. Arkivfoto

Men håndklædet er ikke kastet i ringen endnu. Købmandsgruppen med Lene Straarup som master mind tror stadig på projektet og undersøger nu alternative placeringer for butikken.

Det fremgår af en informationsskrivelse, som er sendt til anpartshaverne ved indgangen til februar.

»Vi kan ikke forsvare at overtage ejendommen og så bruge 90 procent af anpartshavernes penge til at udbedre skaderne efter det langvarige rotteophold,« slås det fast.

Fælles beslutning

De penge, som anpartshaverne har indbetalt, står fortsat på en sikringskonto hos advokat Mads Petersen.

Der er tale om cirka 1,2 mio. kroner. Millionen er kommet ind ved salg af anparter à 2.500 kroner pr. stk., mens en venligsindet lokalsponsor har smidt 200.000 kroner i puljen.

»De få midler, vi har anvendt, har kun været til at udrede rotteproblematikken i ejendommen på Knebel Bygade 27. Med den erfaring vi nu har, er vi også meget bevidste om, at vi ikke på jeres vegne kan beslutte, om vi skal fokusere på et andet projekt i Knebel, medmindre I giver jeres støtte og tilsagn,« står der at læse i informationsbrevet.

Hvad med fondsmidlerne?

I det nu nulstillede projekt arbejdede man ud fra et budget i omegnen af 3,2-3,5 mio. kroner inklusiv de 1,2 mio. kroner til købet af bygningen.

Der var lovning på penge fra en række fonde, bl.a. 600.000 kroner fra Landdistriktspuljen og 120.000 kroner fra NRGi.

Hvorvidt de penge fortsat kan indgå, skal også afklares.

Borgerne, der har købt anparter og som ikke vil have deres penge tilbage, vil fortsat blive medejere af den nye ejendom og inventaret gennem selskabet Knebel Købmandsgaard ApS.

Det er fra starten blevet understreget, at anparterne ikke er en investering med forventning om privatøkonomisk afkast, men en måde at støtte lokalsamfundet på.

Nye muligheder undersøges

Købmandsgruppen har sammen med Mads Petersen og Dagrofa vurderet, at der er basis for at undersøge mulighederne for en anden placering.

Syddjurs Kommune er inde over, fordi den nye placering skal passe ind i lokalplaner osv.

»Når vi har resultatet af vores undersøgelse, vil vi helt naturligt invitere alle anpartshavere til et samlet møde for at gennemgå en eventuel alternativ placering, hvis den findes. Hvis der er en mulighed, så vil vi efter præsentationen heraf også spørge jer, om I fortsat ønsker at forblive anpartshavere. Om I fortsat ønsker en dagligvarebutik i Knebel – hvad vi naturligvis håber på.«

Ingen sure miner

Mads Petersen fortæller, at der har været en fin dialog med den tidligere købmand Jens Karl Andersen, der ejer bygningen på Knebel Byvej 27.

Han lukkede og slukkede 31. august 2024 efter 32 år som købmand. Jens Karl Andersen forsøgte inden da sammen med Dagrofa at finde en afløser, uden held.

»Beslutningen om ikke at købe bygningen er der fuld forståelse for hos Jens Karl Andersen. Så der er heldigvis ingen sure miner eller skuffelse,« siger Mads Petersen.

»Nu kigger vi sammen med Dagrofa fremad mod en anden mulighed, som vil blive dyrere, men vi kommer ikke til at bede om flere penge fra de nuværende anpartshavere,« lover Mads Petersen, der ikke vil røbe, hvilken placering der er på tegnebrættet og til overvejelse.

»Den ligger selvfølgelig i Knebel, og jeg vil klart mene, at den også er bedre end den, der var planer om.«

Det er for tidligt at sige noget om tidsperspektivet for en ny købmandsbutik på en ny adresse, ifølge Mads Petersen.