Fortsæt til indhold

Endelig får pølsevognen på havnen nyt liv

Søskende har forhandlet løsning på plads med bank efter konkurs og har købt Havnens Pølsevogn i Grenaa.

Samfund

I halvandet år - siden september 2024 - har der været lukket og slukket i Havnens Pølsevogn i Grenaa - uden mulighed for at få stillet sulten med en hurtig hotdog eller en grillkylling med pommes frites.

I mange år var pølsevognen, som efter modernisering og udbygning faktisk var blevet en velvoksen grillbar med siddepladser ved borde, en sikker destination på havnen. Men som den seneste ejer, David Allermann, måtte konstatere, så var det dårlig timing, da han investerede ni millioner kroner i købet af ikke alene Havnens Pølsevogn, men også Restaurant Skakkesholm og Torvets Pølsebod. For få dage senere lukkede Danmark ned på grund af corona.

Det betød, at han på få uger gik fra at drive forretninger - både i Grenaa og andre jyske byer - med plusser i regnskabet til minus. Det betød, at der ikke var penge nok til at ansætte personale med de kompetencer, som man tidligere havde mødt på spisestederne, så kunderne noterede sig, at kvaliteten ikke længere var som før.

Den rutsjebanetur er ikke nem at stoppe, når det først går den gale vej - og det endte med en konkurs og drejede nøgler. I dag er Torvets Pølsebod købt af konkursboet af Norddjurs Kommune, mens Restaurant Skakkesholm stadig er lukket.

Åbner til påske

Men for Havnens Pølsevogn er der heldigvis godt at melde. Det er blevet bemærket, at der atter er aktivitet på stedet - og udenfor melder et skilt, at Ankerpladsens Grill og Madkrog åbner til påske. Faktisk lidt før, nemlig lørdagen før påskedagene. Det er 28. marts.

Det er søskendeparret Svend og Solveig Hougaard, der har købt og overtaget det tidligere så populære spisested. Handlen er forhandlet på plads med Ringkjøbing Landbobank, der var største kreditor i konkursboet.

Solveig fortæller, at tilføjelsen af ordet madkrog betyder, at man ikke kun vil kunne købe hotdogs, burgere og andet grillmad på stedet.

»Vi får også en håndrørt frikadelle med hjemmelavet kold kartoffelsalat på menuen sammen med andre frokostretter, men naturligvis også de klassiske grillretter. Vi vil også sælge store vaffelis og softice,« siger hun.

Hun har erfaring fra branchen fra forskellige tjenerjobs, ligesom hun i sine unge år har prøvet at arbejde som pubmanager i England.

»Siden jeg var helt ung har jeg haft en drøm om at drive et lille hotel, en bed and breakfast eller en café. Og så har jeg tit joket med, at jeg da også kunne drive pølsevognen på havnen,« siger hun.

Og det kommer hun så til nu. Med i handelen er også den røde murede bygning, som ligger i tilknytning til pølsevognen, og den vil også blive taget i anvendelse. Bygningen har tidligere rummet en fiskebutik, og det kan ses på det inventar, som nu ryddes ud i containeren, så man kan være helt klar til åbningen.