Fortsæt til indhold

Lisa Perkins lægger ikke fingrene imellem i ophidset onani-debat: Sådan foregår det hjemme hos mig

Det hele begyndte med en boganbefaling. Siden her det kastet en del reaktioner af sig.

Samfund

Lad os bare være ærlige; bibliotekernes boganbefalinger er traditionelt ikke de artikler, der får flest læsere til hverken skærmene eller tasterne. Traditionelt.

For netop sådan en i Din Avis Favrskov den 28. januar har vendt op og ned på det hele. Endda i sådan en grad, at det tidligere folketingsmedlem for Liberal Alliance Lisa Perkins har delt ud af sit og husbondens sexliv på de sociale medier.

Vi spoler tiden et par uger tilbage.

I den efterhånden omdebatterede artikel anbefaler kulturformidler Christinna Svensson blandt andet bogen ”Den magiske lænestol” af Jacinta Madsen.

I den opdager 5-årige Oda, at det føles rigtig dejligt at gnubbe sig op ad ryglænet på sofaen, og at hun bliver varm i kroppen, når hun sidder på armlænet i lænestolen.

»En rigtig fin billedbog til at hjælpe snakken i gang derhjemme om onani, og når noget føles dejligt i kroppen,« lyder det i anbefalingen.

En anbefaling, der ikke ligefrem faldt i god jord hos Dansk Folkeparti.

»Har Favrskov Bibliotekerne helt mistet fornemmelsen for, hvad der er alderssvarende? Én ting er at beskrive kroppen og dens funktioner på et overordnet niveau. Noget helt andet er direkte at introducere onani som praksis over for børn i børnehavealderen,« lød det i en kritik i Din Avis Favrskov 5. februar – underskrevet af Aston Braham, Eva Damsgaard og Mercedes Czank, under overskriften ”Skal kommunens biblioteker introducere 4-årige for onani?”.

Nu har Lisa Perkins så meldt sig på banen.

I bogen bedyrer Odas mor nemlig, at alle onanerer.

Det gør Lisa Perkins ikke. Ej heller hendes mand.

Den del af sit ægteskab offentliggør hun i et opslag på Facebook.

»Min mand og jeg har aktivt valgt ikke at onanere. Vi ser heller ikke porno,« skriver hun blandt andet.

I opslaget fastslår hun, at hun ikke deler DF i Favrskovs kritik af boganbefalingen, men altså den linje i bogen.

For hun var – som hun udtrykker det – selv et onanerende barn. Det er slut nu.

I et aktivt og bevidst valg har hun og husbonden – ifølge opslaget – skudt både onani og porno til hjørne.

»Min mand og jeg har truffet en bevidst beslutning om, at al seksualitet er noget, vi deler og gør sammen. Det betyder, at min mand er afhængig af mig for at få opfyldt sine seksuelle behov, og jeg er afhængig af ham. Det ser vi som en styrke i ægteskabet.«

»Sex er noget vi har og gør sammen som par. ikke alene. Og vi inkluderer heller ikke andre end hinanden, heller ikke via en skærm,« skriver hun videre og fastslår samtidig, at man godt kan leve uden hverken porno eller onani.

»Endda leve rigtig godt uden,« som hun udtrykker det.

Det opslag affødte en del kommentarer. Blandt andet fra en person, der slet og ret kaldte Perkins’ mand for en løgner.

Det fik igen den tidligere politiker på banen.

»Hvis du oprigtigt tror, at det er umuligt for en mand at undlade porno og onani, så fortæller det mig enten, at du selv mangler selvbeherskelse, eller at du har lært, at mænd ikke kan styre deres drifter. Bare fordi man har lyst til noget, betyder det ikke, at man absolut skal have det,« svarer hun blandt andet og hylder sin mand, som hun kalder ”stærk”.

»Min egen mands evne til at modstå fristelsen til at tilfredsstille sig selv er vokset i takt med, at han har trænet sin selvdisciplin og selvbeherskelse generelt i livet. Han bestemmer hvad han vil og ikke vil, med sit hoved. Han er ikke en slave for sin krop. Den slags mænd har vi brug for flere af.«

Det opslag har fået over 600 reaktioner og 750 kommentarer.