Fortsæt til indhold

Her kan du købe rengøring og en tur i byen: Virksomhed udvider i Skanderborg

Skanderborg Kommune får snart en ny privat udbyder af hjemmepleje, der har fokus på sprog og kultur.

Samfund

Fra 1. marts får borgerne i Skanderborg Kommune en ny mulighed, når det kommer til hjemmepleje. Den private virksomhed Kærfuld åbner nemlig op i kommunen. De tilbyder »helhedspleje ifølge ældreloven«, og de opererer allerede i Aarhus og Favrskov Kommuner.

»Vi er godkendt, og alt er på plads. Vi mangler bare at starte,« siger Abir Alameddine Arja, der er direktør i Kærfuld.

Virksomheden har tidligere haft et samarbejde med jobcentret i Skanderborg, hvor Kærfuld blandt andet har haft personer i praktik. Derudover skyldes udvidelsen i Skanderborg, at det er tæt på virksomhedens nuværende forretningsområder, og at de er blevet opfordret til at starte op netop her, fortæller direktøren.

Kærfuld arbejder bevidst i mindre teams for at »sikre faste relationer, tryghed og kontinuitet for borgerne og for at give medarbejderne ro og mulighed for faglig stolthed i arbejdet«.

Seks forskellige sprog

En af de ting, som Kærfuld fokuserer på, er et særligt fokus på sprog og kultur. Medarbejderne hos Kærfuld taler til sammen seks forskellige sprog: dansk, engelsk, arabisk, tyrkisk, somalisk og vietnamesisk.

»Når vi har så mange sprog, kan vi også hjælpe alle borgere - både dem med dansk baggrund og alle dem med andre baggrunde. Med ældre kan man ikke forvente, at de kan tale pæredansk, så der kan vi støtte, så de får en tryg alderdom,« siger Abir Alameddine Arja og fortsætter:

»Jeg går meget op i, at vi alle er lige. Alle skal have en chance. Jeg ansætter alle, der kan vise mig, at de har mod på at blive oplært.«

Hun giver et eksempel med nogle sygeplejersker, der er flyttet til Danmark. De er ved at få autorisation til at kunne arbejde som sygeplejerske i Danmark, og i mellemtiden må de ikke være på overførselsindkomst.

»De skal klare sig selv. Her kan de få løn, erfaring og lære at tale bedre dansk med borgerne. Det er win-win for alle. Og fordi de er sygeplejersker, ved jeg, at de har deres øjne og ører med og deres viden på plads,« siger direktøren, der samtidig fortæller, at hun har fået godkendt af den organisation, som de har overenskomst med, at sygeplejerskerne godt kan blive ansat som hjælpere, indtil deres autorisation er på plads.

Du kan købe ekstra

Hvis du er visiteret til hjemmepleje, kan du frit vælge at få dine ydelser fra Kærfuld i stedet for kommunen. Det koster ikke dig noget, da det er Skanderborg Kommune, der betaler Kærfuld.

»Vi er godkendt til alt - ligesom kommunen. Det eneste, der ligger hos kommunen, er sygepleje. Ellers har vi alt: sosu-assistenter, sosu-hjælpere, fysioterapeuter, ergoterapeuter,« siger Abir Alameddine Arja.

Den store forskel fra kommunen er, at du ved Kærfuld kan tilkøbe ydelser, hvis du gerne vil have mere, end du er visiteret til. Folk, der ikke er visiteret til hjemmepleje, kan også købe ydelser hos Kærfuld.

»Det kan være hovedrengøring, en tur i byen, indkøb og støtte, hvis man har en døende partner og gerne vil være ude et par timer. Det kan vi arrangere,« siger direktøren og fortsætter:

»Det kan også være nogen, der pludselig er døende, hvis pårørende er i udlandet. Så kan vi passe på dem den sidste tid. Kommunikation med udlandet er ikke et problem. Der findes Google Translate, der er Whatsapp, der er Messenger. Vi kan kommunikere med de pårørende, lige meget hvor de er i verden.«