Fortsæt til indhold

Kendt mægler grinede i røret, da han blev spurgt. Nu er markant Risskov-ejendom solgt

Halvanden måned skulle tidligere AGF-direktør bruge på at sælge 400 kvadratmeter stor erhvervsejendom i Risskov.

Samfund
am

En markant ejendom med granitsokkel og karakteristiske søjler, der til daglig huser Risskov Sundhedshus, er solgt.

Det oplyser ejendomsmæglerkæden EDC Poul Erik Bech i en pressemeddelelse.

Sælger er Henrik Hofmann fra HH Ejendomme Risskov, som tilbage i 2012 opførte den herskabelige ejendom på Nordre Strandvej 124 i Risskov som kontor for sin anlægsgartnervirksomhed.

Virksomheden fraflyttede ejendommen i 2021, og den blev omdannet til klinikfællesskab, og efter 13 års ejerskab har Henrik Hofmann nu altså solgt ejendommen.

Og den knap 400 kvadratmeter store erhvervsejendom forbliver på lokale hænder, da den er solgt til et par fra nabovejen, oplyser mæglerkæden EDC Poul Erik Bech.

Halvanden måned tog det at sælge ejendommen for EDC og erhvervsmægler Frank Heskjær, der bl.a. også har en fortid som AGF-direktør.

»Efter fire år som udlejer har jeg mistet den følelsesmæssige tilknytning til stedet, og da jeg også har andre ejendomme, der kræver min tid, kontaktede jeg Frank Heskjær fra EDC Erhverv Poul Erik Bech,« fortæller Henrik Hofmann.

»Jeg husker tydeligt, at han grinede og sagde, at en ejendom som denne kunne sælges uden problemer. Han fik ret, da den var solgt efter kun halvanden måned, så han fortjener en stor tak for en ihærdig indsats og et godt forløb.«

Foto: EDC Erhverv Poul Erik Bech.

Henrik Hofmann fortæller, at han i sin tid, da ejendommen i Risskov blev bygget, havde en klar ambition om at bygge en ejendom, der skilte sig ud fra omgivelserne, og som fik »forbipasserende til at spærre øjnene op«.

»I 2021 måtte vi indse, at ejendommen var blevet for stor, da vi dagligt kun var tre til stede på kontoret. Vi besluttede derfor at etablere et nyt domicil på vores anden adresse på Randersvej 503 i Trige,« siger Henrik Hofmann om husets historie.

»Jeg beholdt ejendommen, og der gik ikke længe, før klinikfællesskabet, der dengang havde base i det lokale indkøbscenter, så muligheden for at flytte deres praksis ud i naturskønne omgivelser, tæt på både vandet og borgerne,« siger han.

Fortsætter som sundhedshus

Og klinikfællesskabet fortsætter trods et ejerskifte af ejendommen.

Klinikfællesskabet hed oprindeligt Strandvejens Sundhedshus og bestod af otte klinikker. Siden er tre nye kommet til, og i 2024 skiftede de navn til Risskov Sundhedshus.

Navnet bevares, og ejendommen forbliver på lokale hænder. Mette Svidt, som har købt ejendommen med sin partner Martin Sand Andersen, siger:

»Vi bor på Prins Knuds Vej med vores to børn, som er en sidegade til Nordre Strandvej. Vi har haft kig på ejendommen i længere tid, da det er en flot og velholdt bygning opført i gode kvalitetsmaterialer. Samtidig er ejendommen centralt beliggende i Risskov med god synlighed og nem adgang.«

»Det er derfor også oplagt, at den fortsætter som sundhedshus, og den var på forhånd fuldt udlejet til gode og dygtige lejere, der tilsammen tilbyder en bred vifte af behandlingsformer - bl.a. fysioterapi, akupunktur, krops- og samtaleterapi, massage og forskellige behandlinger mod fx stress eller angst m.m.«

Ifølge mægler Frank Heskjær, som har formidlet salget, var der »fin interesse for ejendommen«.

»Og der er generelt godt gang i erhvervsejendomsmarkedet i Aarhus,« siger han.

»Markedet er også kommet godt fra land i år, og i vores landsdækkende forventningsundersøgelse angiver 55 procent, at de vil bruge flere penge på ejendomsinvesteringer i 2026, hvilket er det højeste i undersøgelsens 11-årige historie. Aarhus forventes desuden at være den kommune med den største befolkningsvækst de kommende 10 år. Det skaber både gode vilkår for det lokale ejendomsmarked, og det betyder også, at der kommer endnu flere potentielle brugere til sundhedspraksisser som dem i Risskov Sundhedshus,« siger Frank Heskjær.

Frank Heskjær (th.) sammen med tidligere AGF- og Manchester United-spiller Borjan Djordjic. I cirka to år i starten af 00'erne var Heskjær direktør for superligaklubben AGF - i dag arbejder han som erhvervsmægler for EDC Poul Erik Bech. Foto: Jesper Nørgaard Sørensen