Mindeord: Den mest populære tysker i Danmark satte et varigt minde
Oldboyslandsholdet med Jørgensen-brødrene vandt 3-1 i Ryomgård 31. maj 2019. Mads Jørgensen scorede to mål foran 1.600 tilskuere. Sepp Piontek underholdt forud for kampen sponsorer med fodboldanekdoter. Historier om Preben Elkjær og Lokeren-chefen vakte stor latter.
31. maj 2019 var Sepp Piontek i Ryomgård som manager for det danske oldboyslandshold, der denne aften foran 1.600 tilskuere mødte et udvalgt hold fra klubberne på Djursland.
Oldboyslandsholdet, der var anført af de to brødre Jørgensen, Martin og Mads, med en fortid i Ryomgård og IF Midtdjurs, vandt med 3-1 på blandt andet to mål af Mads Jørgensen.
Inden opgøret havde Sepp Piontek lovet at fortælle fodboldanekdoter foran en kreds af sponsorer, og det blev lige nøjagtigt så underholdende, som kun han kunne gøre det.
Historierne om Preben Elkjær og chefen fra Lokeren fik tilhørerne til at skrige af grin.
I dag kom meddelelsen om, at den 85-årige Sepp Piontek er afgået ved døden efter noget tids sygdom.
Han mindes for sin ankomst til Danmark i starten af 1980’erne, hvor han i løbet af nogle år skabte et landshold af verdensformat med spillere, der er ikoner i dag.
Det er imponerende, at han blev den mest populære tysker i Dannevang.
Jeg havde fornøjelsen af at tale med Sepp Piontek og fru Gitte denne fredag for snart syv år siden i Ryomgård.
Hun er tidligere lærer og spurgte interesseret til Marienhoffskolen og skolerne i Syddjurs.
Sammen med Piontek mindedes jeg, da landsholdet i hans tid kunne fylde Idrætsparken til en kamp mod Luxembourg i 1985 - 46.000 i den gamle park.
En national manifestation på den gode måde.
Femte juni er det 41 år siden, at Danmark slog Sovjet i Idrætsparken med 4-2 under ledelse af Sepp Piontek.
Parken var klædt i rødt og hvidt.
Englands daværende træner Bobby Robson var i Parken for at spionere. Han smed sin medbragte blok væk, fordi han blev så begejstret for spillet, at han glemte både tid og sted og blev fan af Arnesen & co. for altid.
Sepp Piontek kunne selvfølgelig fortsat huske kampen og mange andre historier fra et langt fodboldliv i detaljer.
Æret være hans minde.