Fortsæt til indhold

Ubuden gæst på kroen: Fandt dødt dyr bag fryser

En kro har fået en del sure smileyer gennem den seneste tid.

Samfund

Dalbyover Kro på Kronborgvej i Havndal har haft gæster. Desværre af den ubudne slags.

Det fremgår af Fødevarestyrelsen kontrolrapport fra 12. februar.

Bland andet slog de ned på kælderen, hvor de – udover en del private ting – fandt en død mus bag en kummefryser.

Ejer Jette Bugge oplyser, at både mus og kummefryser befandt sig væk fra produktionsområdet.

Også køkkenet fik en del anmærkninger med på vejen – og det er langt fra første gang, hvor Dalbyover Kro har fået en sur smiley og en bøde.

1. oktober 2025 var det på grund af rengøringen (eller mangel på samme), 20. februar samme år var det en manglende smileyrapport, der var problemet og 13. november året inden var det også hygiejnen, der blev slået ned på.

I alt fandt kontrollanterne 12. februar så mange overtrædelser, de – udover smileyen med de nedadvendte mundvige – kvitterede med et bødeforlæg på 5.000 kroner.

Jette Bugge medgiver, at det nok har haltet med vedligeholdelsen den sidste tid. Men, at det også har en helt klar årsag:

»Jeg er ved at sælge kroen,« siger hun.

Herefter forsvandt telefonforbindelsen. På trods af gentagne forsøg har det ikke været muligt at få kontakt til kroen igen.