Grenaa Bilcenter: ”Vi bakker op om et godt lokalt initiativ”
Alf Sørensen, medindehaver af Grenaa Bilcenter, glæder sig til at præsentere nye bilmærker og få en snak med folk.
Grenaa Bilcenter har flere nyheder med på forårsmessen i den kommende weekend i Djurslands Bank Grenaa Arena, idet forretningen netop er blevet forhandler af tre nye bilmærker. Det er franske Peugeot og de to kinesiske bilmærker Leapmotor og Skyworth. Bilerne står nu side om side i bilhusets udstilling med bilerne fra Citroën, Navor og Suzuki.
Alf Sørensen er indehaver af Grenaa Bilcenter sammen med sin bror Jacob. Han ser frem til at komme og vise bilerne frem ved Forårsmessen, og indskyder, at bilcentret altid har været med. Men næsten lige så meget glæder han sig over at støtte op om det lokale initiativ. Det er næsten en pligt, mener han.
”Som lokal bilforretning bakker vi op om lokale arrangementer. Hvis ikke der er opbakning, er der ingenting, der kan foregå her i provinsen. Så sker der jo ikke noget.”
Han tilføjer, at bilcentret selvfølgelig også er sponsor og støtte i mange andre lokale sammenhænge, blandt andet HandelGrenaa, idrætsforeningen med mere.
Grenaa Bilcenter har omkring 30 medarbejdere, og er i øvrigt den eneste 100 procent lokalt ejede bilforretning i Norddjurs.
Møder nye folk
Alf Sørensen konstaterer, at de tre nye bilmærker passer godt ind i markedet her på yderkanten af Djursland, blandt andet fordi de alle er gode pendlerbiler. Det ser han frem til at fortælle mere om, når folk standser op ved Grenaa Bilcenters stand på Forårsmessen.
Han glæder sig også til at komme i snak med folk, der ellers ikke har deres gang i forretningen.
”Vi møder nye folk ved forårsmessen - og det altid giver nogle bilhandler at stå derovre.”
Han vil blandt andet fortælle om, hvad han betegner som Danmarks skarpeste billån, nemlig et lån til 0 procent i rente på udvalgte biler.