Fortsæt til indhold

Folk har ignoreret elbil-skilte i p-kælder: Nu klapper fælden

Selskabet Gardian er efter en blød opstart begyndt at uddele kontrolafgifter, hvis man i en benzinbil parkerer på en plads til elbiler i Bruuns Galleris p-kælder.

Samfund

P-pladserne i Bruuns Galleri er forbeholdt elbiler, og det fremgår ret tydeligt, men det har mange bilister med benzinmotorer i månedsvis set stort på.

Nu går den dog ikke længere, for p-selskabet Gardian er begyndt at uddele p-afgifter, hvis man parkerer foran det sorte skilt med teksten Elbilsparkering.

Det sker efter ønske fra Bruuns Galleri, der gerne vil give elbilejere mulighed for at oplade deres bil, mens de besøger centret.

Vilkårsskiltene blev sat op i november sidste år, og frem til 26. januar i år har Gardians p-vagter ikke kontrolleret ladepladserne, oplyser presse- og kommunikationsspecialist hos Gardian Cecilie Husted Christoffersen.

Nu får man mere end en venlig orientering, hvis man holder på en p-plads til elbiler uden at have en elbil. Foto: Christina S. Johansen

Bruuns Galleri og Gardian måtte dog erkende, at pladserne ikke blev brugt efter ønsket. Fra 26. januar til 25. februar nøjedes Gardians vagter med at lægge en flyer med en orientering om de nye regler til de bilister, der havde glemt, at de ikke kørte i en elbil.

»Normalt omdeler vi flyers i 14 dage, men i Bruuns Galleri valgte vi at forlænge den for at sikre, at så mange som muligt blev gjort opmærksomme på ændringerne. Derudover har vi informeret alle med et parkeringsabonnent til kælderen,« siger Cecilie Husted Christoffersen.

Selskabets vagter kontrollerede første gang ladepladserne 26. februar, og det resulterede i en lang række gule kontrolafgifter.

Gardian fører, siger Cecilie Husted Christoffersen, løbende tilsyn i p-kælderen under Bruuns Galleri.

»Det gælder blandt andet kontrol af handicappladser for at sikre, at de anvendes korrekt. I den forbindelse er det også naturligt, at der føres kontrol med ladepladserne, så de bruges efter hensigten,« siger Cecilie Husted Christoffersen.