Hjerter, humle og håb: Bryghus sendte rekorddonation til Sølund - nu vil de gøre det igen
Salget af Tov’li Øl har siden 2018 sendt over 1,2 millioner kroner til Sølund Musik-Festival. I år jagter bryghuset endnu en rekord.
Skanderborg Bryghus’ hjerte banker for Sølund Musik-Festival. Over en million kroner har bryghuset over de seneste år sendt afsted til festivalen sammen med det lokale erhvervsliv gennem salg af Tov’li Øl.
»Der er utroligt mange gode formål derude, og valget er altid svært. For os på Skanderborg Bryghus og for mange af vore frivillige har Sølund Musik-Festival været en naturlig hjertesag lige siden vores samarbejde startede i 2018, hvor vi opfandt Tov’li øl-konceptet,« fortæller Dorthe Kongstad Petersen, der er bar- og eventchef på Skanderborg Bryghus.
»Overskuddet fra salg af Tov’li og sponsorater går ubeskåret til festivalen, som sikrer værdighed, fællesskab og unikke musikoplevelser for mennesker med udviklingshandicap. Det er en investering i mennesker, og vi tror på, at vi gør en forskel. Vi er meget taknemmelige over den opbakning, vi har mødt i det lokale erhvervsliv igennem årene. Over de sidste otte år er det blevet til over 1,2 millioner kroner. I 2025 satte vi rekord med en donation på hele 341.135 kroner. Det synes jeg faktisk godt, vi kan være stolte af,« tilføjer hun.
Bryghuset og dets team af frivillige , hvoraf mange også er frivillige på Sølund Musik-Festival, håber at kunne slå rekorden i år. Netop nu er de i fuld gang med at sælge årets Tov’li Øl-sponsorater til det lokale erhvervsliv.
»Vi håber selvfølgelig, at vi kan samle endnu flere penge ind her i 2026 – at vi kan udvikle vores netværk og få endnu flere sponsorer med. Der er heldigvis rigtig mange hjerter, der banker for Sølund, og vi er stolte af at være en del af det fællesskab, der støtter op om verdens største musikfestival for mennesker med et udviklingshandicap,« understreger Dorthe Kongstad Petersen.
Hos Sølund Musik-Festival er festivalleder Sarah Theibel glad for støtten fra bryghuset og det lokale erhvervsliv, der er med til at sikre, at mennesker med udviklingshandicap kan have deres egen festival med sikre og trygge rammer, hvor de føler sig hjemme.
»Gennem en lang årrække har Skanderborg Bryghus været en helt særlig støtte for festivalen, og det siger vi af hjertet tak for. Sølæund Musik-Festival er en enestående festival for enestående mennesker. Sølund Musik-Festival opstår i mødet mellem mennesker - i musikken, i rytmerne i grinene og i de små pauser, hvor man lige skal trække vejret og gør klar til næste koncert. Derfor er det allervigtigste for os at skabe en festival der er for alle - og især dem, der til daglig kæmper lidt mere end andre.«