Har du også undret dig? Mange tror det, men dette kamera måler faktisk ikke din fart
Kamera på blandt andet Marselis Boulevard er ikke sat op for at måle fart, selv om mange tror det.
Først ser man et blåt skilt med et kamera-symbol. Så ser man en kasse og et lidt usædvanligt udseende kamera på stativ.
Benytter man systemer til at advare om fartkontrol, så får man fra tid til anden også notifikationer om, at politiet står ud til Marselis Boulevard nær Stadion Allé-krydset og måler.
Men det er fejlindberetninger fra bilisterne, viser det sig.
Avisen har over flere dage forsøgt at finde svar på, hvilket kamera det er, der i mange måneder i træk har stået og overvåget Marselis Boulevard. Nogle gange med en varevogn ved sig, andre gange uden.
Sådan fungerer politiets såkaldte ATK-målinger (automatisk trafikkontrol) nemlig ikke. Hos ordensmagten er kamera og blitz enten gemt inde i en fotovogn eller placeret lidt væk fra vognen på en lille trefod.
Østjyllands Politi afviser da også, at der er tale om fartkontrol.
Hos Aarhus Kommune vil man heller ikke vedkende sig et ejerskab, men byder ind med, at det kan være Vejdirektoratets kamera.
»Det er ikke vores kamera,« lyder det fra Vejdirektoratet, der dog siden januar har haft andre kameraer opstillet for enden af Marselis Boulevard før tunnelen ned til havnen.
»Vi har også kameraer oppe på Marselis Boulevard, som registrerer trafikken (mængden af forskellige typer køretøjer) til og fra havnen, særligt med henblik på at registrere mængden af farligt gods,« forklarer kommunikationskonsulent Anne-Mette Nyhus.
»Kameraerne er sat op, så vi kan forberede os bedst muligt i forhold til trafikafviklingen, når vi skal i gang med at bygge Marselistunnelen. Vi har tal for trafik fordelt på personbiler og tung trafik, men vi har ingen tal for farligt gods til og fra Aarhus Havn. Det er vigtigt at vide, hvor meget farligt gods der kører på strækningen, fordi dette indgår i det samlede risikobillede for tunnelens drift og indsatsen fra beredskabet.«
Kontrollerer vejafgifter
Men tilbage til det kamera, som vi faktisk forsøger at få identificeret.
Vejdirektoratets bedste bud er, at ejermanden er det statslige selskab Sund & Bælt, og denne gang er der bingo.
»Det er ganske rigtigt én af vores kameraer, du har set der. Det er én af vores mobile enheder, der fører kontrol med Vejafgiftsprogrammet, der gik i luften sidste år,« bekræfter pressechef Jens Villemoes.
»Der er mange, der tror, at vi fører fartkontrol, men vi interesserer os altså kun for lastbiler og vejafgifter.«
Siden januar har lastbiler med en vægt over 12 ton skullet betale vejafgift for at benytte de danske veje.
Det er Sund & Bælt, der har fået ansvar for at føre kontrol med betalingen, og det gør selskabet ved at have seks kamera-portaler opsat ved trafikknudepunkter, og så er der mobile enheder, som flyttes rundt omkring i landet, forklarer pressechefen.
Og det er et sådant, der overvåger de mange lastbiler på den aarhusianske hovedfærdselsåre, der forbinder motorvejen med landets største erhvervshavn.
»Vi flytter kameraerne jævnligt, men i nogle tilfælde står de et område i længere tid. Jeg kan ikke sige, hvor mange der er i eller omkring Aarhus lige nu, eller hvor længe det har stået der,« siger Jens Villemoes.
»Kameraet tager billeder af nummerplader og matcher dem med motorregistreret. Hvis der er tale om en personbil eller et køretøj under 12 ton, så bliver billedet slettet med det samme.«
Lastbilafgiften betales per kilometer, der køres i Danmark, og varierer alt efter, hvor meget den enkelte lastbil udleder af CO2. Er der ikke blevet betalt afgift, og snupper Sund & Bælt en i kontrollen, koster det et bødesmæk på 4.500 kroner.
Kameraerne på Marselis Boulevard er bare få blandt mange nummerpladegenkendelseskameraer i Aarhus. Adskillige parkeringspladser er overvåget af såkaldte ANPG-kameraer, og på hjemmesiden ANPG.dk kan man se, at Rigspolitiet overvåger motorvejene, Åhavevej og Færgevej. Desuden har Sund & Bælt miljøzone-overvågning på de store indfaldsveje til det centrale Aarhus, ligesom der er nummerpladegenkendelse på ringvejen, Spanien og Silkeborgvej.