Fortsæt til indhold

Formand stopper efter 12 år

Christian G. Jensen stopper for at fokusere på sit nye hverv som lokalpolitiker.

Samfund

Efter 12 år i spidsen for Landboforeningen Kronjylland træder Christian G. Jensen tilbage som formand på foreningens generalforsamling torsdag 19. marts 2026. Beslutningen er truffet, efter han blev valgt ind i Favrskov Byråd for Venstre ved kommunalvalget i november.

»Jeg har arbejdet i landbrugsregi i 26 år og været formand i 12 år, så nu er det andres tur. Det ligger ikke til mig at gå derhjemme og luge og plante træer, så derfor stillede jeg op til kommunalvalget. Det er noget helt nyt for mig, selv om jeg fra landboforeningen kender det politiske system,« siger Christian G. Jensen i en pressemeddelelse.

Den snart forhenværende landboformand har siden ungdomsårene været aktiv i foreningsarbejde som kasserer, formand og dirigent på generalforsamlinger. Derudover har han blandt andet været forbrugerrepræsentant i Favrskov Spildevand og næstformand i Favrskov Forsyning.

»Jeg kan lide at komme ud, deltage i debatter og mærke demokratiet. Tiden som landboformand har været spændende, og vi har en stærk bestyrelse, som er klar til at rykke nu,« siger han.

Grise og natur

Siden 1989 har Christian G. Jensen drevet slægtsgården i Hallendrup nordøst for Hadsten som griseproducent. Ved siden af landbruget har han plantet mange træer på sine marker, og han beskriver sig selv som et naturmenneske.

»I løbet af de 26 år har jeg oplevet en rivende strukturudvikling på både godt og ondt. Det har været spændende at være en del af, og jeg mener, at vi har udviklet erhvervet i en mere professionel retning.«

Christian G. Jensen hilser på SF’s Søren Frandsen på valgaftenen, efter de begge blev valgt ind i byrådet i Favrskov. Foto: jr

Christian G. Jensen retter nu sit fokus mod det politiske arbejde.

»Jeg glæder mig til at præge og italesætte, hvad vi vil, og arbejde for en endnu mere veldrevet kommune. Jeg vil også kæmpe for erhvervet i kommunen. Venstre skal være et landbrugsparti, men også et parti for alt muligt andet.«

Christian G. Jensen er 65 år, gift og har tre børn og to børnebørn.