Ukendt investor hjælper EBIC med at skære Toppen af og afværge likviditetskrise
Salget af Toppen sikrer EBIC mod økonomisk kollaps. Bestyrelsesformand glæder sig over fuldtonet opbakning i repræsentantskabet.
Et enigt repræsentantskab på 15 medlemmer fulgte tirsdag aften (3. marts) bestyrelsens indstilling og godkendte salget af ejendommen Toppen til en endnu ukendt investor.
Repræsentantskabet blev ekstraordinært hasteindkaldt for at tage stilling til salget af Toppen.
Bestyrelsen i EBIC havde anbefalet et købstilbud fra den unavngivne investor, der vil kunne opfylde det hovedkrav, som EBIC har stillet: at køber kan levere en straksbetaling uden mellemregninger af nogen art.
Det her er den perfekte løsning for EBIC, fordi den sikrer, at børn og unge fortsat kan dyrke deres idræt
Straksbetaling afgørende
Det kan den pågældende investor, har EBICs bestyrelsesformand Hans Jørgen Hvitved flere gange forsikret til Din Avis.
En straksbetaling er altafgørende, fordi EBICs likviditet er så presset, at der skal penge ind på kontoen snarest for at undgå en truende konkurs.
Salget er dog betinget af Civilstyrelsens godkendelse, og navnet på køberen vil først blive offentliggjort, når købsaftalen er underskrevet, skødet og juridiske formalia er på plads.
Formand stopper snart
Hans Jørgen Hvitved, bestyrelsesformand for Ebeltoft Idræts- og Kulturcenter (EBIC), udtrykker stor tilfredshed med beslutningen:
»Det er en god løsning for EBIC og for Ebeltoft, og det var et enigt repræsentantskab, som fulgte bestyrelsens indstilling. Det er jeg som formand meget tilfreds med.«
Det er aftalt med køber, at der ikke bliver nævnt noget navn, før købsaftalen er underskrevet og skødet er på plads.
Civilstyrelsens godkendelse afventer parterne også. Civilstyrelsen er fondsmyndighed for alle ikke-erhvervsdrivende fonde og fører tilsyn med, at fondsloven overholdes.
Hans Jørgen Hvitved stopper som formand på generalforsamlingen 25. marts, hvor der skal vælges en ny bestyrelse ud af repræsentantskabet på 15 medlemmer.
»Formandsopgaven bliver en anden fremover, som jeg ser det. Derfor er det rigtigt at stoppe for mig, og jeg ser mig heller ikke løse andre opgaver,« siger Hans Jørgen Hvitved.
Hanne Sloth, tidligere formand for Ebeltoft Handelsstandsforening, stopper også i bestyrelsen, fordi hun er stoppet som aktiv i handelslivet.
Hans Jørgen Hvitved vil overlade det til den nyvalgte bestyrelse at sige noget om fremtiden og hvordan forretningsplanen for årene fremover skal se ud.
»Det vil jeg undlade at sige noget om. Jeg er kun glad for, at en ny bestyrelse nu kan se fremad, og at de sportslige aktiviteter i idrætscentret og svømmehallen er sikret.«
Prisen på ejendommen
Prisen på Toppen vil bestyrelsesformanden ikke oplyse. Han siger kun, som han har sagt før, at EBIC ikke længere har en truende konkurs hængende over hovedet, og at der, når gælden er afviklet, er penge på bogen til den fremtidige drift.
Et forsigtigt gæt på en salgspris nær de 13 mio. kroner er ikke forkert gættet.
En tung dreng
Kim Withen Olesen, medlem af repræsentantskabet som repræsentant for Borger- og Håndværkerforeningen, bekræfter, at det ikke tog lang tid for et enigt repræsentantskab at følge bestyrelsens indstilling.
»Det her er den perfekte løsning for EBIC, fordi den sikrer, at børn og unge fortsat kan dyrke deres idræt.«
»Dernæst er det godt for Ebeltoft, at der er sikret en løsning for driften af Toppen fremover. Vi må ikke oplyse navnet på køber, og det skal respekteres, men der er tale om en tung dreng, som har både viden, erfaring og muskler til at løfte opgaven.«
Kim Withen Olesen har i processen været en af dem, der har stillet kritiske spørgsmål til Filmefterskolen Ebeltoft og et muligt køb af Toppen.
»Deres første bud vil jeg tillade at kalde fugle på taget, og i den proces, der fulgte efter budrunden, er jeg ikke blevet overbevist om, at Filmefterskolen kunne stille med nødvendig finansiering. Deres plan havde for mange forbehold og hvis’er, men det er min personlige holdning.«
Kim Withen Olesen afventer nu generalforsamlingen 25. marts og sammensætningen af den nye bestyrelse.
»Nu skal vi kigge fremad alle sammen og glæde os over, at der fem minutter i tolv kom en løsning, vi kan leve med. Hvad der så kommer af efterspil, bliver det op til en ny bestyrelse og et nyt repræsentantskab at tage stilling til.«