Flere kilometer langt ligtog med motorcykler og biler fulgte trafikdræbte Simon på hans sidste tur
Motorcyklister fra nær og fjern ærede Simon Andersen, der for nylig blev dræbt i trafikulykke på motorcykel.
22-årige Simon Andersen fra Ulstrup var vild med at køre på motorcykel. Ulykkeligvis sluttede hans korte liv brat, da han mandag 2. marts kom kørende på sin elskede grønne Kawasaki-motorcykel lidt uden for Ulstrup og stødte sammen med en bil.
Simon var med i et lokalt fællesskab for motorcyklister, der tit mødtes for at køre ture sammen, og motorcykelkammeraterne, familien og venner var hurtigt på ulykkesstedet for at sætte lys, lægge blomster og andre ting for at ære Simon.
Lørdag 14. marts blev Simon Andersen begravet fra Ulstrupbro Kirke i Ulstrup. Her havde de lokale motorcykelvenner taget initiativ til at arrangere et ligtog bestående af motorcykler og biler, der fulgte efter rustvognen fra Randers til Ulstrup. Ligtoget skete med familiens velsignelse, og familien havde inden turen opfordret så mange som muligt til at møde op og være med til at ære deres søn og bror.
Familien og de nærmeste mødtes ved kapellet på Nordre Kirkegård i Randers. Herfra kørte de efter rustvognen med Simons kiste til Fladbro i Randers, hvor flere hundrede motorcyklister og bilister ventede på at følge Simon på hans sidste tur.
Den enorme kortege af motorcykler og biler blev eskorteret af en patrulje fra Østjyllands Politi og trafikofficial Brian Poulsen, der på motorcykel hjalp patruljen med at sikre kortegen fri passage fra Randers over Langå til Ulstrup.
»Jeg vil tro, kortegen var 4-5 kilometer lang. Der var over 100 biler og velnok 250-300 motorcyklister,« sagde Brian Poulsen efter ankomsten til Ulstrup Kirke.
Kort før Ulstrup stoppede rustvognen og kortegen ved ulykkesstedet for at holde et minuts stilhed, fortalte de lokale motorcykelvenner. Efter begravelsen ville de igen køre ud til ulykkesstedet for at få lidt bedre tid til at mindes deres kammerat.
Motorcykelvennerne havde fået lavet 500 klistermærker, der var formet som et kors med Simons navn på tværs og datoen for hans død på højkant. De blev uddelt gratis i Fladbro og klistret på motorcykler og biler for at ære ham på turen.
I Ulstrup havde en del lokale borgere taget opstilling for at se ligtoget med de flere hundrede motorcykler og biler, der ankom en times tid inden begravelsen, der begyndte kl. 14.
Familien kørte i en bil lige efter rustvognen, og derefter fulgte de mange motorcyklister og til sidst deltagerne i biler.
Rustvognen kørte op til kirken, mens kortegen af motorcyklister parkerede på vejen uden for. Kirkens parkeringsplads blev hurtigt fyldt op med biler, så de fleste bilister måtte parkere på nærliggende parkeringspladser og sideveje.
Der var langt fra plads til alle i kirken, så en stor del af motorcyklisterne stod ved deres motorcykler, da avisen forlod stedet, inden begravelsen gik i gang.
Simons mor, Pernille Ovedahl Andersen, har efterfølgende på familiens takket de mange deltagere i hyldesten af deres søsn og bror.
»Midt i det mest ubærlige og meningsløse har vi mærket varmen i jeres fremmøde, blikke, kram, blomster, hilsner, jeres stille nærvær og ikke mindst den flotte gestus af RidesHubDk som har sørget for at arrangere-Simons sidste tur. At så mange har ønsket at ære Simon betyder mere for os end ord kan beskrive. Det har rørt os dybt og giver os styrke i en tid, hvor alting føles så uvirkeligt. Tak fordi I var med til at give Simon en rørende, smuk og værdig afsked. Tak fordi I holder ham og os i jeres hjerter,« har Simons mor skrevet på facebook.