Christiansborg hører ingenting uden lokale stemmer
Når der er folketingsvalg, hører man ofte den samme kritik: At politikerne glemmer lokalområderne, så snart valget er overstået. Det er en påstand, vi gerne vil udfordre, i hvert fald når det gælder Djursland.
For én ting er sikkert: Hvis Djursland skal høres på Christiansborg, kræver det folketingsmedlemmer, der kender området, bor i området og arbejder for området. Erfaringen viser, at det gør en forskel at have lokale repræsentanter, der hver dag kæmper for Djurslands interesser – også selvom vi kommer fra forskellige partier.
I den seneste valgperiode har vi arbejdet målrettet for at sikre udvikling og opmærksomhed til Djursland. Det gælder blandt andet de puljer til cykelstier, som er blevet tildelt mange steder på Djursland. Bedre cykelinfrastruktur gør ikke bare hverdagen tryggere for børn og unge, det binder også vores lokalsamfund bedre sammen.
Vi har også arbejdet for at styrke de kultur- og uddannelsesinstitutioner, som er helt afgørende for livet og udviklingen på Djursland. Institutioner som Gl. Estrup, Fregatten Jylland, Social- og Sundhedsskolen og vores lokale gymnasier spiller en vigtig rolle både for uddannelse, turisme, arbejdspladser og lokal identitet. De fortjener opbakning og politisk fokus.
På infrastrukturområdet er opgraderingen af A15 til lufthavnen et andet konkret eksempel.
Her blev det fulde projekt fastholdt, selvom der var kræfter, der ønskede noget andet. For Djursland betyder gode forbindelser til resten af landet noget helt afgørende, både for borgere og erhvervsliv.
Samtidig har vi arbejdet for at bringe Christiansborg til Djursland. I løbet af valgperioden har vi haft mange ministerbesøg i området, så beslutningstagerne selv kunne opleve de muligheder og udfordringer, der findes her.
Derudover har hele Folketingets Transportudvalg brugt en dag på Djursland for at se forholdene med egne øjne. Den slags besøg gør en forskel, når beslutningerne senere skal træffes i København. Det er vores klare mål at få en motortrafikvej hele vejen til Grenaa, og vi er kommet tættere på den beslutning i denne valgperiode.
For os handler det ikke kun om partipolitik. Det handler også om at sikre, at Djursland har en stærk stemme på Christiansborg - og det kræver folketingsmedlemmer, der bliver ved med at tage kampen for området, også når valgkampen er slut.
Djursland fortjener at blive hørt, og det bliver vi bedst, når vælgerne vælger lokalt, og når valget gøres op, er det de personlige stemmer, der afgør, hvem der kommer ind. Hvis vælgerne på Djursland ønsker at være repræsenteret af et lokalt folketingsmedlem, er det derfor vigtigt at man stemmer personligt på en lokal kandidat.