13-årige Ida fik sløret AGF-logo på skolefoto - så efterlod klubben en gave i FCM's omklædningsrum
»Jeg er superlykkelig for trøjen,« siger hun.
13-årige Ida Nørgaard Frandsen fik sløret sit AGF-logo på et fællesfoto med klassekammerater og FC Midtjylland-spillere, men hun mener ikke, at det var en fejl, skriver DR, der har snakket med hende.
Ida deltog i fodboldtrøjefredag på sin skole, hvor hun stolt bar sin AGF-trøje, og hun oplevede først senere, at logoet var fjernet fra billedet, da det blev delt på sociale medier.
FC Midtjylland undskyldte offentligt og forklarede, at sløringen skyldtes en menneskelig fejl, men det giver Ida ikke meget for.
»Det var fint og en sød tanke, at klubben forklarede. Men det var vel ikke en fejl, at trøjen var sløret. Det var gjort med vilje. Men jeg og min familie var kede af, at fokus var fjernet fra indsamlingen til børn med kræft. Det var ærgerligt,« siger hun blandt andet til DR.
Sagen fik stor opmærksomhed blandt fodboldfans, og AGF-fans samlede penge ind, så Ida kunne få en ny AGF-trøje, mens resten af beløbet gik til Børnecancerfonden.
Efter pokalkampen mellem FC Midtjylland og AGF efterlod den aarhusianske klub spilleren Gift Links kamptrøje i omklædningsrummet som en gave til Ida.
»Den var ikke helt så beskidt som på billedet i opslaget. Den er vist blevet vasket. Det tager lidt af magien væk fra en kamptrøje. Men det ændrer ikke på, at jeg er superlykkelig for trøjen,« siger hun til DR.