Fortsæt til indhold

Buschauffør frygter dødsfald, fordi bilister bryder loven - nu skal stoppested flyttes

Det overrasker fagchef hos Skanderborg Kommune, at bilister i stor stil bryder loven ved fodgængerovergang på Sygehusvej.

Samfund

Som dette medie for nylig kunne berette, bryder skanderborgenserne i stort omfang loven ved en fodgængerovergang på Sygehusvej i Skanderborg. Det sker, når bus 21 sætter passagerer af ved et stoppested ved Skanderborg Sundhedshus.

Bussen kører ned ad Sygehusvej fra en rundkørsel ved Ole Lund Kirkegaards Stræde og stopper lige før fodgængerovergangen. Problemet er, at mange bilister overhaler bussen, mens den holder stille, så passagerer kan komme ud.

Det er i strid med Færdselsloven § 25, hvoraf det fremgår, at kørende, som nærmer sig et fodgængerfelt, ikke må »foretage overhaling eller forbikørsel af et andet køretøj, såfremt dette køretøj hindrer fuldt udsyn over fodgængerfeltet.«

Ifølge buschauffør Kenneth Skovbjerg Blomgren er overhalingerne ikke bare ulovlige, men livsfarlige.

»Når folk går ud af bussen, går mange foran bussen over fodgængerfeltet, men bilister tonser forbi os i deres biler. Du kan ikke se, at der er nogen på vej ud, når du kommer oppe fra rundkørslen, og mine nakkehår rejser sig, hver gang jeg holder der. Det er rablende sindssygt. En skønne dag, er der en knægt, der løber ud foran, og så siger det ”slam”. Det tager 30-50 sekunder at læsse folk af, så bliv nu bag ved den bus,« sagde han 17. marts til dette medie.

Bus 21 må køre hen over rundkørsel ved Ole Lund Kirkegaards Stræde for at komme til stoppestedet ved Skanderborg Sundhedshus. Her bliver det ifølge buschauffør farligt. Foto: Sten Brøgger

Fagchef: Uholdbar situation

Opråbet har nået Karen Margrethe Høj Madsens ører. Hun er chef for Plan, Teknik og Miljø hos Skanderborg Kommune, og hun vil nu arbejde for at få rykket busstoppestedet på Sygehusvej.

»Vi vil kigge på, om vi kan skabe plads til busstoppestedet lidt længere syd, ned mod Vestergade. Det er en løsning, vi kan udføre ret hurtigt, hvis det er muligt. Den nuværende situation er tydeligvis ikke særlig holdbar, og jeg tænker umiddelbart, at busstoppestedet skal flyttes på den ene eller anden måde,« siger hun.

Er det kommet bag på jer, at mange bilister overhaler ved fodgængerovergangen?

»Det er klart kommet bag på os, at så mange bilister laver de her ulovlige overhalinger. Man burde kunne tænke sig selv til det, men mit bedste bud er, at folk ikke er klar over, at det er ulovligt.«

Sygehusvej er aktuelt væsentlig mere befærdet end normalt, fordi kommunen har lukket for gennemkørsel via hovedgaden Adelgade, der er i gang med en større forandring. Den øgede trafik på Sygehusvej kommer ikke bag på Karen Margrethe Høj Madsen.

»Men vi havde ikke forventet, at det ville blive så stort et problem. Det overrasker os lidt, at trafikanterne har den adfærd, de har. Det er måske 30 sekunder, bussen holder der, men det er tydeligvis nok til, at man laver nogle ulovlige overhalinger,« siger hun.

Ingen henvendelser

Det er medarbejdere ved Plan, Teknik og Miljø hos Skanderborg Kommune, der i samarbejde med busselskaberne placerer stoppestederne i Skanderborg.

Hvorfor har de dygtige folk i Plan, Teknik og Miljø ikke allerede flyttet busstoppestedet?

»Det er ofte det muliges kunst, når vi skal placere busstoppestederne. Der er rigtig mange forhold, man skal tage hensyn til, og jeg tror ikke, nogen havde forudset, at bilister kunne køre, sådan som de gør. Vi har ikke selv fået henvendelser om det. Det gør vi normalt, hvis der er borgere, der synes, at noget ikke fungerer. Det er træls, at der skal en artikel til, for at vi finder ud af, at der er et problem.«

Karen Margrethe Høj Madsen vil gerne slå et slag for appen meldind, hvor skanderborgensere kan melde forhold ind, som de synes, der skal gøres noget ved.