Centralt vejkryds spærret indtil maj
Ny etape af vejarbejde starter før planlagt.
Anlægsarbejdet på Hovedgaden i Rønde går den rigtige vej. Faktisk bedre end planen, og derfor er næste etape snart i gang.
Det skriver Syddjurs Kommune på Facebook.
Fra mandag den 23. marts bliver det nødvendigt midlertidigt at lukke krydset ved Rønne Allé for trafik mod vest. Krydset forventes at åbne igen omkring 1. maj, når ny signalteknik er på plads.
Trafikken mod øst kører derimod som normalt og kan fortsat passere gennem krydset uden ændringer.
I første omgang bliver omkørslen mod vest via Ceresvej og Nattergalevej, og fra 26. marts bliver Drosselvej den primære omkørselsrute.
Kommunen oplyser, at der stadig er muligheder for at komme frem til butikkerne, hvis man skal handle. Det kan man gøre via Birkevej, som er åben i hele perioden.
I dety hele taget vil der altid være adgang via alternative ruter, hvis enkelte veje kortvarigt lukkes.
Man kan følge med i projektet på www.syddjurs.dk/hovedgaden