Fortsæt til indhold

Rådhuset ramt af hørings-storm efter spareforslag

Flere end 1.400 aarhusianere har givet deres mening til kende før store besparelser.

Samfund
sica

Aarhus Kommune står over for enorme besparelser på social- og beskæftigelsesområdet.

For godt en måned siden sendte social- og beskæftigelsesrådmand Michael Christensen (LA) et omfattende sparekatalog på knap 340 millioner kroner i offentlig høring, og det har fået aarhusianerne til at fare i blækhuset for at give deres mening til kende.

Flere end 1.430 høringssvar er der således tikket ind. Det gør indtryk på rådmanden.

»Jeg er blæst bagover af de mange input, som vidner om, at både byens frivillige og kommunale tilbud har enormt stor betydning for aarhusianerne. Det er helt afgørende viden for mig og for mine politiske kolleger, som står over for en bunden opgave og meget svære prioriteringer,« siger Michael Christensen (LA) i en pressemeddelelse.

I næste uge starter de politiske drøftelser om spareforslagene, og aarhusianerne kender forventeligt de konkrete spareplaner til maj, lyder det fra Aarhus Kommune.

»De seneste måneder har jeg mødt mange af de aarhusianere og foreninger, der kan blive ramt af besparelser. Det har gjort stort indtryk, og jeg forstår, at ventetiden er lang og forbundet med usikkerhed. Men vi står over for beslutninger med store konsekvenser for aarhusianernes hverdag, og derfor skal vi politikere behandle de mange perspektiver med den nødvendige vægt og grundighed,« siger Michael Christensen.

Siden rådmanden sendte omstillingsplanen i høring, er det besluttet, at de øvrige magistratsafdelinger i Aarhus Kommune skal udvise økonomisk tilbageholdenhed i 2026, så kommunen ikke overskrider det såkaldte serviceloft.
Der overføres dog ikke penge til socialområdet, og beslutningen får derfor ikke betydning for spareplanerne på social- og beskæftigelsesområdet:

»Der er desværre ikke en redningskrans til socialområdet i sigte. Vi kommer til at gennemføre omfattende besparelser for at få økonomien til at hænge sammen. Min oplevelse er, at et samlet byråd går til opgaven med stor alvor og samtidig bakker op om, at der foruden den akutte situation på socialområdet i 2026 også skal findes langsigtede løsninger, så vi ikke står her igen til næste år,« siger Michael Christensen.