Fiskefileter på himmelflugt – så meget dyrere er det at dække påskebordet
Det er blevet dyrere at dække påskebordet.
Ni procent. Så meget er en klassisk påskefrokost – som æg, rejer, rugbrød, røget laks, sild, fiskefilet, påskeøl og påskechokolade – steget i pris fra 2023 til 2025.
Det svarer til, at en indkøbskurv, der kostede omkring 404 kroner i 2023, i påsken 2025 kostede omkring 440 kroner.
Det viser en analyse fra YouGov.
Til sammenligning er fødevareinflationen i samme periode steget med omkring fem procent, mens den generelle inflation er steget med to procent.
»Fødevareinflationen har generelt haft godt fat i mange produktkategorier, men det er interessant at se, at flere af de varer, vi typisk forbinder med en påskefrokost, er steget mere i pris end fødevarepriserne generelt,« siger Charlotte Alring, analytiker hos YouGov.
Analysen viser, at prisstigningerne især er drevet af chokolade, som er steget 29 procent fra 2023 til 2025, fiskefileter, der er steget 27 procent, og sild, som er steget 24 procent i samme periode.
Stigende priser kan påvirke danskernes indkøbsvaner
De seneste år har stigende fødevarepriser fyldt meget hos danske forbrugere.
Da YouGov i foråret 2022 spurgte danskerne om deres bekymringer i forbindelse med stigende fødevarepriser, svarede 43 procent, at de var bekymrede for, at priserne ville stige så meget, at det kunne påvirke deres indkøbsvaner.
I foråret 2024 var andelen faldet til 27 procent. I YouGovs nyeste måling er bekymringen dog steget igen.
Nu siger 41 procent af danskerne, at de er bekymrede i en sådan grad, at de potentielt vil ændre deres indkøbsvaner.
»Prisstigningerne fylder meget hos danskerne og kan påvirke deres indkøbsvaner. Det bliver derfor interessant at se, om det også kommer til at påvirke traditioner som påske- og julefrokoster – eller om maden på påskebordet har så stor værdi, at danskerne i stedet sparer andre steder,« siger Charlotte Alring.