Fortsæt til indhold

Revy med voldsomt vokseværk kommer til at gå i kødet på trafikken i Aarhus

Det er fire år siden, at Mikkel Schrøder overtog Aarhus Revyen sammen med sin kone Christine Astrid. Lige nu er holdet i fuld gang med at øve.

Samfund

Parykker, kostumer og højt humør møder én, så snart man træder ind ad døren på Hermans i Tivoli Friheden. Her er folkene bag Aarhus Revyen i fuld sving med forberedelserne inden premieren den 9. april.

Endnu en gang bliver der gjort skarpt grin med både aarhusianerne – og dem, der bare tror, de forstår dem.

»Normalt plejer revyer ikke at handle så meget om byen, men fordi det er Aarhus, der jo er Danmarks andenstørste by, så har vi naturligvis et par numre, som handler om aarhusianernes små og store dagligdagsproblemer,« siger ophavsmanden Mikkel Schrøder.

For fire år siden overtog han og hans kone Christine Astrid revyen, og sidenhen har den år efter år oplevet en stor tiltagende vækst på publikumssiden.

»Revyen blev skabt af Simon Rosenbaum tilbage i 70’erne. Det gik godt indtil 00’erne, hvor den gik lidt i stå, og der skete ikke så meget. Derfor har Christines og mit håb fra starten været at genoplive Aarhus Revyen og få den tilbage på landkortet.«

Der er et hav af forskellige parykker, som skuespillerne kan tage på til de forskellige roller. Foto: Emma Dalum

Mikkel Schrøder fortæller, at aarhusianerne har bakket massivt op. Siden ægteparret overtog revyen, er den vokset med ca. 20 procent om året – og forventningerne fejler ikke noget.

»The sky is the limit,« siger han med et glimt i øjet og fortsætter:

»At vi har vækstet med ca. 20 procent om året, er ret meget. Det er jo nemt nok i starten. Derfor er det afgørende nu og i de kommende år, at det, der sker på scenen, har tyngde – ellers vokser det ikke. Vi har forhåbentlig ramt et eller andet, som Aarhus gerne vil have.«

Hjem til Aarhus i fuld fart

Den første prøvedag står for døren, og ophavsmanden Mikkel Schrøder er spændt. Det samme er skuespillerne Silas Holst og Henrik Lykkegaard. En mand stemmer sin guitar midt på scenen, der er fuldt belyst. Snart skal årets revy for alvor prøves af.

Alle er i fuld gang med at øve inden premieren. Foto: Emma Dalum

»Vi har ikke rigtig set hinandens ting så meget endnu. Så det bliver skidesjovt at få sådan et overblik og se, hvad revyen egentlig bliver til,« siger Silas Holst.

»Det bliver spændende at se, hvad der sker i år. Holdet har siddet ved tegnebrættet længe med en masse gode idéer. Nu bliver det interessant at se, om de kan følges til dørs,« fortæller Mikkel Schrøder.

Alle tre glæder sig over at være tilbage i Aarhus.

»Jeg har et meget nært forhold til Aarhus, fordi jeg har boet her. Det er ligesom at komme hjem. Jeg har rigtig mange gode minder fra byen,« siger Henrik Lykkegaard.

Så sent som i går aftes cyklede han en tur ned i Vestergade og spiste en pizza med nogle af sine gamle kammerater.

»Det var meget nostalgisk,« siger han.

Ophavsmand Mikkel Schrøder, skuespiller Silas Holst og skuespiller Henrik Lykkegaard lægger alle tre vægt på, at de tror, at årets revy vil skabe grin blandt publikum. Foto: Emma Dalum

De understreger dog alle tre, at det er en travl tid, som nu venter dem i Aarhus.

Trafikale problemer og svære vejnavne

I år var Mikkel Schrøder ikke i tvivl om, hvad Aarhus Revyen skulle handle om, men det har været sværere at skrive den, blandt andet på grund af det netop overståede folketingsvalg.

»Revyens væsen er jo satire og aktualitet, og vi kommer til at berøre rigtig mange aktuelle og tidstypiske emner, der både er lokale, nationale og globale i årets revy. Og hvad byen Aarhus angår, så har vi numre, der handler om trafik og bygninger, hvilket vi ved er noget, der diskuteres meget blandt aarhusianerne. Og naturligvis noget om parkeringsudfordringer i byen,« siger han.

Skuespiller Silas Holst supplerer:

»Hvis der er noget, der er en gåde for mig, er det, hvor umuligt det er at finde en parkeringsplads i Aarhus.«

Udover at det er svært for skuespilleren at finde et sted at parkere bil, så har en scene været særlig svær at øve.

»Især én scene er meget lokal. Jeg har skulle lære en masse vejnavne udenad. Det har været fuldstændig rædselsfuld udenadslære, som har været virkelig svært, fordi jeg ikke kender vejene,« siger Silas Holst.

Inden premieren 9. april er hans plan at gå en tur i området, så han kan se vejnavnene visuelt.

Der er en pult, som seperat styrer lyset, og en anden som styrer lyden på showet. Foto: Emma Dalum

Revyens premieredato finder sted på en særlig dag i år, nemlig den 9. april, som er datoen for Danmarks Besættelse i 1940.

»Det kan jo være, at der kommer en overskrift fra anmeldelserne, der hedder: Aldrig mere 9. april. Eller der kan komme en overskrift, der hedder: Befrielsen kom tidligt,« siger Mikkel Schrøder og griner.

Han understreger dog, at de ikke har tænkt så meget over den specifikke dato. Men de arbejder hårdt for at blive klar, inden påskedagene rammer.

Når showet starter, kan skuespillerne ikke se noget på grund af det skarpe lys. Foto: Emma Dalum