Fortsæt til indhold

Millioner til lokale initiativer: 32 projekter får hjælp fra Norlys Vækstpulje

For første gang i år har Norlys Vækstpulje sat navn på de initiativer, som de støtter økonomisk. I alt er der uddelt støtte for knap 20 milioner kroner til 303 forskellige projekter og initiativer.

Samfund
ceb

En lang række foreninger, startups og forskellige initiativtagere kan nu gå de lysere tider i møde med støtte fra Norlys Vækstpulje.

I alt har Norlys Vækstpulje støttet hele 303 forskellige initiativer fordelt over hele landet med i alt 19,9 millioner kroner.

Deraf har 32 projekter i Din Avis’ udgivelsesområde fået støtte.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

»Vi er rigtig stolte af, at vi hvert år kan hjælpe foreninger eller nye innovative virksomheder med at realisere deres drømme og planer. Som danskejet selskab med rødder i den jyske andelsbevægelse ligger det dybt i vores dna at tage ansvar for mere end os selv og skabe værdi for vores andelshavere samt en positiv forandring for det samfund, vi er en del af,« siger Jens Erik Platz, der er formand for Norlys a.m.b.a., i pressemeddelelsen.

Norlys Vækstpulje er primært til for Norlys’ 800.000 andelshavere, men støtter også projekter uden for ejergeografien, hvis de fremmer den grønne omstilling i bredere forstand.

Det gælder blandt andet startup-virksomheden Re-Claim, der har sit udspring i Aarhus, og som har udviklet barkbaserede facadepaneler. I dag foregår produktionen i et laboratorie-setup med begrænset kapacitet, og pengene skal derfor gå til at etablere en pilotproduktionslinje, hvor råbark kan modtages, håndteres, sorteres, blandes og forarbejdes til paneler. Norlys Vækstpulje har støttet virksomheden med 200.000 kroner.

Senere i år uddeler Norlys Vækstpulje igen støtte, og de initiativer, der ønsker at søge støtte, skal indsende deres ansøgning senest 22. maj klokken 12.