Fortsæt til indhold

Pandemanden har takket af efter et langt liv – egetræet er faldet, men skoven husker

Samfund

Erling Jensen (27. april 1936 – 3. april 2026).

Egetræet er væltet.

Sådan beskrev et familiemedlem det, da han kondolerede – og det er svært at finde et mere rammende billede på Erling Jensen, kendt i brede kredse som ’Pandemanden’. Solid, stærk, rodfæstet og altid optimistisk – et samlingspunkt for mange.

Erling Jensen blev født 27. april 1936 på gården Elmholm i Kolind Sund som søn af Laura Nielsine og Peter Andreas Jensen. Han voksede op i en tid, hvor man tidligt lærte værdien af arbejde, ansvar og sammenhold. De værdier bar han med sig hele livet.

Som ung kom han i lære som kommis hos Møller & Gay i Kolind og arbejdede siden som købmand i Kolind, Rønde, Ikast og Risskov.

Erling Jensen fandt hurtigt sin plads i handelens verden – han kunne lide mennesker, han kunne lide at gøre en forskel, og han havde en naturlig sans for forretning.

I Risskov, hos købmand Engstrøm, mødte han fabrikant G.A.L. Thorsen (1916 - 1992) – »Gale Thorsen« – og der opstod et venskab, som skulle få afgørende betydning for hans liv.

Thorsen fik øje på den unge, arbejdsomme købmand og spurgte, om han ville være bogholder i virksomheden på Lille Elstedvej i Lystrup.

Erling Jensen greb chancen. Det blev, som han selv sagde, den mest fantastiske tid i hans arbejdsliv – fyldt med muligheder, udvikling og tro på fremtiden.

I begyndelsen af 1960’erne overtog han Lystrup Metalværk, der producerede aluminiumsstegepander, æbleskivepander og vaffeljern. Herfra udviklede hans livsværk sig, og han blev kendt i brede kredse som ’Pandemanden’. Ofte behøvede han bare at sige det, når han præsenterede sig – så vidste folk, hvem han var.

I 1975/76 flyttede han virksomheden til Ryomgård på Industrivej, som blev hans base.

Her så Pyrolux Pandefabrik ApS dagens lys. Herfra blev der produceret pander, gryder, vaffeljern, æbleskivepander, stegesøer, fiskepander og wokke, som fandt vej ud i verden under navne som Pyrolux, Scanpan, Gastrolux og Erling Jensen ApS.

Erling Jensen var ikke bare ejer – han var håndværker og iværksætter. Han vidste, hvordan man støbte en stegepande, for han kunne selv.

Han var fremsynet, nysgerrig, usnobbet og ikke bange for nytænkning, og han var respekteret af sine medarbejdere, fordi han kendte både maskinerne, metallet og menneskene.

Med sit virke var han med til at skabe arbejdspladser og vækst i Midtdjurs og Syddjurs – et konkret aftryk, der stadig kan mærkes.

Men bag iværksætteren og fabrikanten stod først og fremmest et familiemenneske.

Den 15. november 1961 blev han gift med Jonna Jensen, og sammen byggede de et hjem og et liv, hvor døren stod åben, og hvor der altid var plads til én mere om bordet. De fik fire børn – Carsten, Henrik, Hanne og Anne Mette – og senere kom svigerbørn, ni børnebørn og to oldebørn til. For dem alle var han far, svigerfar, bedstefar og oldefar – en, man kunne regne med.

Han var der, når der skulle hjælpes, når noget skulle repareres, når der skulle tænkes praktisk – og når der skulle fejres. Han glædede sig til at fylde 90 år 27. april og til at holde fest for familie og venner. Sådan blev det ikke. Men glæden ved at samle dem, han holdt af, fulgte ham helt til det sidste.

Siden midten af 1990’erne levede han med og igennem utallige sygdomsforløb. Hver gang rejste han sig igen. Han havde en enorm vilje til livet, som han elskede uden forbehold, og til sine nærmeste.

Han gav aldrig op og mistede aldrig modet. Når han blev spurgt, hvordan det gik, svarede han ofte: »Der er jo nogen, som har det værre end mig.«

Selv når han havde sit eget at kæmpe med, var han optaget af andre og spurgte oprigtigt ind. Han var et kærligt og omsorgsfuldt menneske, som så dem, han mødte.

Erling Jensen var en uhyre vellidt og munter mand, der elskede samværet og glæden i selskab med andre mennesker. Der måtte gerne være liv omkring ham – en snak, en historie, et grin.

Erling Jensen vil blive husket som en mand med en stærk drivkraft, en særlig arbejdsglæde og et varmt hjerte. En mand, der blev ved, også når livet gjorde ondt. En mand, der tog ansvar, som stod fast i modgang, og som satte spor – i sin familie, i sit lokalsamfund og i den verden, hvor hans pander fandt vej ud i køkkenerne.

Egetræet er væltet, men rødderne står tilbage i form af de mennesker og de minder, Erling Jensen efterlader.

Æret være Erling Jensens minde.

Erling Jensen begraves fra Marie Magdalene Kirke 10. april klokken 12.30.