Skole hårdt ramt af stormen: Holder lukket i dag
Læskur blev ødelagt i påskens stormvejr, og skolen vil have testet for asbest, inden eleverne vender tilbage.
Opdatering tirsdag kl. 14:
Friskolen oplyser på sin facebookside, at der ikke er asbest i tagpladerne på det væltede læskur, så elever og ansatte kan vende tilbage til skolen i Sall. Området ved læskuret og cykelskuret vil dog fortsat være afspærret, indtil der er ryddet op, så cykler skal parkeres ved hoveddøren, lyder meldingen fra skolen, der takker for forståelsen for den midlertidige skolelukning.
»Vi er enormt glade for, at vi kan være tilbage på skolen, og når det nu skulle være, at det så i det mindste skete uden elever på skolen.«
Frijsendal Friskole i Sall ved Hammel holder lukket i dag, tirsdag 7. april. Stormen Dave væltede et læskur på skolen, og skolen vil have testet læskurets gamle eternittag for asbest, inden man lader eleverne komme tilbage på skolen.
»Vi går med livrem og seler og vil have nogle ud at teste, om der er kommet asbeststøv ind på skolen,« fortæller skoleleder Niklas Gjerulff Hansen.
Skolen har på grund af påsken endnu ikke fået lavet en aftale med nogen om at teste for asbest, men skolelederen håber, det kan blive gjort i dag, og at eleverne allerede i morgen kan vende tilbage til en almindelig skoledag.
Skolelederen undrer sig over, at læskuret bukkede under i stormvejret. Læskuret er godt nok opført samtidig med skolen for godt 60 år siden, men det er blevet løbende renoveret, fortæller han. Læskuret har blandt andet været brugt til, at man kan sidde i læ under taget i dårligt vejr, og noget har været aflukket og brugt til opbevaring af en havetraktor med mere.
Den nederste del af læskuret er murværk, som også har taget skade, og ellers er det lavet i træ og med eternittag.
»Stormen må have haft optimale betingelser i skolegården for, at det kunne ske,« siger skolelederen, der altså har valgt at gå med livrem og seler i forhold til eleverne og de ansattes sundhed.
»Vi ved ikke helt, hvad der gemmer sig i taget, om det er asbest, og derfor vil vi være helt sikre på, hvad det er,« siger Niklas Gjerulff Hansen.
Skolen har arrangeret nødpasning i Sall Forsamlingshus, hvor eleverne og de ansatte i dag har kunnet møde ind fra tidlig morgen. Derudover har skolen lånt klubhuset på byens sportsplads, hvorfra eleverne kan lave aktiviteter på sportspladsen.
Forsamlingshuset består af ét stort rum, så der bliver formentlig ikke lavet decideret undervisning. Nogle vil blandt andet bruge dagen på bagning, mens andre vil gå i skoven og andre som nævnt på sportspladsen.
Eleverne i de ældre klasser har fået opgaver, de kan sidde og arbejde med derhjemme.
Der går næsten 150 elever på Frijsendal Friskole, som blev oprettet i 2008 efter nedlæggelse af Haurum-Sall Centralskole, der blev oprettet i 1963 ved en sammenlægning af Sall Skole og Haurum Skole.