Fortsæt til indhold

Hadsten-virksomhed lander overskud på over 100 mio. kr.

Hoyer VMS Group har efter opkøb af stor nordjysk virksomhed præsenteret sit hidtil bedste regnskab.

Samfund

Virksomheden Hoyer i Hadsten opkøbte i slutningen af 2025 virksomheden VMS Group i Frederikshavn og fusionerede virksomhederne, der nu hedder Hoyer VMS Group.

Fusionen skete 1. november 2025, og Hoyer VMS Group har nu præsenteret regnskabet for 2025, der altså omfatter et helt regnskabsår for Hoyer og to måneder for VMS Group.

Med indlemmelsen af VMS Group er omsætningen forventeligt steget betragteligt og landet på 867 mio. kr. mod 733 mio. kr. i 2024. Bundlinjen i det nye selskab er også vokset fra en indtjening på 118 mio. kr. mod Hoyers indtjening på 110 mio. kr. i 2024. Indtjeningen er opgjort som Ebitda, hvilket viser en virksomheds driftsresultat før renter, skat, afskrivninger og nedskrivninger.

»Regnskabet viser, at vores strategi virker. Vi bygger videre på de rekordresultater, Hoyer har leveret de seneste år, og 2025 markerer nu endnu et rekordår. Samtidig har vi med sammenlægningen etableret en koncern med en forventet omsætning på 1,5 mia. kr., hvilket er et stærkt afsæt for videre vækst,« siger Søren Ø. Sørensen, bestyrelsesformand i Hoyer VMS Group i en pressemeddelelse.

Virksomheden tilskriver fremgangen, at der har været stor efterspørgsel på elektriske motorer og automatiseringsløsninger til industrien og den maritime sektor samt serviceydelser ombord på skibe i hele verden.

»Den flotte vækst er et udtryk for, at vi har konkurrencedygtige produkter og formår at levere kundetilpassede løsninger til vores samarbejdspartnere. Det kan vi, fordi vores medarbejdere har opbygget en stor knowhow inden for motorer og automatisering og er i stand til at udvikle nye løsninger. Samtidig har vi endnu engang opnået solide resultater inden for reparation, vedligeholdelse og service på skibsmotorer,« siger Henrik Sørensen, CEO i Hoyer VMS Group.

Administrerende direktør Henrik Sørensen (til venstre) og bestyrelsesformand Søren Ø. Sørensen i Hoyer VMS Group. Pressefoto

Den globale maritime branche og industrien er præget af den øjeblikkelige geopolitisk usikkerhed, men virksomheden vurderer, at udfordringerne i Mellemøsten ikke på nuværende tidspunkt kommer til at påvirke forretningen.

»Men det kan ikke afvises, at det på længere sigt kan lægge en dæmper på væksten. Vi følger naturligvis situationen tæt og vurderer løbende markedsforholdene for os,« siger Henrik Sørensen.

Hoyer VMS Group forventer yderligere vækst i de kommende år. Sammenlægningen af de to virksomheder giver Hoyer VMS Group lettere adgang til markederne i Afrika samt Nord- og Sydamerika, hvor VMS Group har været godt repræsenteret i flere år, mens virksomhedens kompetencer inden for eftermarkedet nu bringes i spil i Asien, som er et marked, hvor Hoyer allerede har en stærk position.

»For vores kunder betyder sammenlægningen, at de nu har én partner gennem hele livscyklussen fra levering af motorer til service, reparation og optimering. Det giver blandt andet reduceret responstid, færre skift mellem leverandører og koordineret support, og det bidrager til, at elektriske og mekaniske systemer fungerer optimalt sammen på skibe, men også inden for industrien,« siger Henrik Sørensen og tilføjer, at integrationen mellem de to virksomheder er i fuld gang.

Hoyer VMS Group oplyser i pressemeddelelsen, at man allerede mærker stor interesse fra kunder, der ser en fordel i at handle med en samlet leverandør. Virksomheden forventer, at synergierne fra sammenlægningen vil bidrage til yderligere vækst i de kommende år på grund af den styrkede globale tilstedeværelse og et samlet værditilbud til skibsfarten og industrien.

Motorer fra Hoyer VMS Group. Pressefoto

»Vi går målrettet efter at styrke samarbejdet med eksisterende kunder og tiltrække nye. Vi har et klart fokus på, hvad vi nu kan tilbyde som én virksomhed, der skaber større værdi for kunderne, end hvad Hoyer og VMS Group kunne hver for sig. Vi har blandt andet rettet blikket mod Asien, hvor der er et stort potentiale inden for service og reparation, og Brasilien, hvor der er gode muligheder for vækst inden for elektriske motorer og automatiseringsløsninger,« siger Søren Ø. Sørensen.

Hoyer VMS Group har cirka 700 ansatte på verdensplan. I Hadsten holder virksomheden til på Over Hadstenvej i sydbyen, hvor der er ca. 170 ansatte på værkstedet og på hovedkontoret, hvor blandt andre topchefen Henrik Sørensen har sin gang.

I Frederikshavn er der omkring 200 medarbejdere, der holder til på havnen og især beskæftiger sig med service af skibe.

Virksomheden har desuden omkring 170 ansatte i den kinesiske havneby Ningbo, der ligesom Hadsten og Frederikshavn har status af hovedkontor. De resterende medarbejdere i koncernen er ansat på andre kontorer rundt omkring i verden. Hoyer VMS Group har i alt 14 kontorer og er til stede i Danmark, Holland, Polen, Tyskland, Kina, Japan, Sydkorea, USA, Brasilien, Namibia og Saudi-Arabien.