93 ansatte får ny chef: Aarhusiansk milliard-forretning har solgt stor og højteknologisk fabrik
Aarhusianske HusCompagniet har solgt sin træ-fabrik ved Esbjerg. Ifølge direktør Martin Ravn-Nielsen skyldes det, at man hos typehus-producenten har »revideret« strategi og markedstilgang.
HusCompagniet, der har sit hovedkontor i Tilst, har netop solgt virksomhedens elementproduktion, der ligger i Esbjerg.
Køberen er Ikast-Brande-virksomheden Nordic Wood Industries, en af Danmarks førende producenter indenfor træbaserede byggeløsninger, som nu overtager produktionsanlægget i Esbjerg.
Det skriver Nordic Wood Industries i en pressemeddelelse.
Overtagelsen, der netop er blevet offentliggjort, sker med omgående virkning og betyder, at HusCompagniet Productions aktiviteter fremover forankres driftsmæssigt i firmaet Roust Element, som ligger i Roust ved Esbjerg.
»Vi glæder os meget over at kunne dele den gode nyhed. Udover at vi først og fremmest kommer til at supplere Roust Elements team med flere dygtige kolleger, giver det os en markant styrket position i markedet for træbaserede elementer, og en udvidelse af vores salg af tagmoduler til enfamilieshuse til gavn for kunder og medarbejdere,« siger Holger C. Hansen, koncerndirektør i Nordic Wood Industries og tilføjer:
»HusCompagniet og Nordic Wood Industries har haft en nær relation i mange år, og vi har leveret spær, limtræ og tagmoduler til HusCompagniet i årevis. Opkøbet markerer nu et vigtigt skridt i at samle og styrke vores eget industrielle setup, hvor vi kan udnytte fælles kompetencer, kapacitet og erfaring på tværs af koncernen.«
Det er ellers ikke mere end fire år siden, Aarhus-virksomheden købte den 12.000 kvadratmeter store og højteknologiske fabrik for 90 mio. kr., hvad salgsprisen ligger på, fremgår ikke af pressemeddelelsen.
Alle 93 medarbejdere fra HusCompagniet Production, som arbejdede på fabrikken, kommer til at fortsætte i det nye setup, skriver Nordic Wood Industries.
Samtidig fortsætter samarbejdet med HusCompagniet i en ny strategisk partnerskabsaftale.
»I HusCompagniet har vi revideret markedstilgangen og den strategiske retning for vores rækkehusforretning for at skærpe fokus på vores kernekompetencer og evne til at levere huse af høj kvalitet. Vi er glade for at kunne sikre et langsigtet perspektiv for fabrikken og vores dygtige medarbejdere med en engageret ejer med den rette ekspertise og erfaring.«
»Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke vores mange gode kolleger på fabrikken i Esbjerg for deres engagement og indstilling, og vi ser frem til at fortsætte samarbejdet og bygge videre på vores længeeksisterende forhold til Nordic Wood Industries, som har været en betroet leverandør af træelementer i mange år,« siger Martin Ravn-Nielsen, Group CEO hos HusCompagniet.
Ser ind i et stærkt marked
I den kommende tid vil Nordic Wood Industries fokusere på at skabe en god overgang for medarbejdere og etablere fælles arbejdsgange og systemer.
Og ifølge administrerende direktør i Roust Element, Kasper Bregendahl, er ambitionen at skabe en mere skalerbar og robust produktion, der kan understøtte koncernens fremtidige vækst og øgede aktivitetsniveau.
»Vi ser ind i et stærkt marked, som vokser. Der er stor efterspørgsel på træbaserede og præfabrikeret elementer, og med overtagelsen af HusCompagniets elementproduktion står vi endnu stærkere med dygtige folk, kompetencer og ny teknologi, hvor de tilkøbte aktiviteter er langt fremme med automatisering af fabrikken.«
»Vi får en markant styrket position i markedet til fordel for vores kunder, hvor skærpede LCA-krav, grøn omstilling og ønsket om hurtige byggetider buldrer derudaf. Nu glæder vi os bare til at byde alle vores nye kolleger velkomne i koncernen og opbygge en endnu mere konkurrencedygtig platform,« siger Kasper Bregendahl.
Kasper Bregendahl påpeger desuden, at HusCompagniet Productions kunder ikke kommer til at opleve ændringer i nuværende aftaler og samarbejder.