Efter fem år lukker populær burgerbar – nu lokker ny kæde med gratis burgere
Efter fem år er det slut for The Burger Concept i Viby Centret. Nu er en ny kæde klar til at tage over.
I omkring fem år har brødflove besøgende i Viby Centret kunnet stille sulten med billige burgere fra The Burger Concept. Men nu er det slut. Nøglen er drejet om, og et nyt kapitel er på vej – for et helt nyt burgerkoncept er klar til at rykke ind.
Til maj åbner burgerkæden Chickii en ny restaurant i centret. Det bekræfter ejer Mahmoud Ahmed overfor avisen.
Kæden har allerede godt fat i Aarhus med en restaurant i Vestergade 48, hvor der har været travlt de seneste to år. Nu tager de næste skridt: Den 15. maj markerer åbningen i Viby Centret med uddeling af op mod 350 gratis burgere til de første gæster.
»Vores mad bliver lavet fra bunden. Alt vi laver er helt frisk – intet af vores mad er fra frost,« siger ejeren og understreger ambitionerne bag den nye satsning:
»Vi har valgt at åbne endnu et sted, fordi vi har brug for noget større. Der kommer mange mennesker i vores restaurant på Vestergade, men der er ikke så mange pladser. Og så har vi et lille køkken. Det bliver bedre, når vi får et større køkken i Viby, og der bliver flere siddepladser i restauranten.«
Med en nominering til »Danmarks bedste burger« i 2024 har Chickii allerede markeret sig som en seriøs spiller på burger-scenen – og nu er målet at tage endnu et skridt opad.