Fortsæt til indhold

Skægkræ breder sig i danske hjem: Sådan kommer du skadedyret til livs

Et lille, sejlivet skadedyr, forudser skadedyrsekspert, vil komme til at plage danskerne inden længe. Her får du skadedyrsekspertens bedste råd til, hvordan du undgår en invasion af skægkræ i hjemmet.

Samfund
Rentokil Initial

Foråret får mange danskere til at finde støvsuger, spand og karklud frem. Men bag skabe, under paneler og i mørke kroge, hvor rengøringskluden sjældent når helt ind, gemmer sig et lille, men invasivt skadedyr – skægkræet. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Rentokil Initial.

Skadedyrsekspert forudser, at skadedyret vil komme i markant vækst i takt med, at temperaturen stiger, og opfordrer nu danskerne til at holde ekstra øje med, om de har fået ubudne besøg af skægkræ.

»Mange gør ekstra grundigt rent i løbet af foråret, og det er faktisk en oplagt anledning til at opdage tegn på skægkræ. I takt med at vi får varmere vejr, vil væksten af skadedyret kun tage til. Mange danske hjem og arbejdspladser har sandsynligvis allerede skægkræ uden at vide det,« siger Claus Schultz, der er formand for Brancheforeningen for skadedyrsfirmaer og teknisk chef i skadedyrsbekæmperen Rentokil, i pressemeddelelen.

Skægkræ ligner ved første øjekast sølvfisk, men hvor sølvfisken primært holder sig til fugtige omgivelser som badeværelser, så indtager skægkræ gerne alle hjørner og kroge i hjemmet og gemmer sig i alt fra køkkenskabe til papkasser og møbler.

»Jo tidligere man opdager skægkræ, desto bedre er mulighederne for at få dem under kontrol,« siger Claus Schultz fra Rentokil. Foto: Presse.

Forårsrengøring kan afsløre problemet

Netop når hjemmet får en ekstra grundig omgang med rengøringskluden, er det en god anledning til også at holde øje med skægkræ. De gemmer sig typisk i sprækker, bag møbler og i områder, der sjældent bliver forstyrret i hverdagen.

Skægkræ spreder sig hurtigt og effektivt, når de er kommet ind i hjemmet via emballage, flyttekasser og møbler. De er yderst svære at få bugt med, når de først er flyttet ind. De lever blandt andet af tørre madrester, krummer, papir, bøger og andre materialer med stivelse og cellulose.

»Forårsrengøringen er en god anledning til både at forebygge og opdage skægkræ. Men selv om man er grundig med støvsugning og rengøring, er det sjældent nok i sig selv, hvis skægkræene først har fået fat. Derfor er det vigtigt at reagere tidligt,« siger Claus Schultz fra Rentokil.

Hvis man ser små, hurtige insekter langs paneler, under møbler eller i køkkenskabe, kan det være tegn på skægkræ. Her er det vigtigt at tage problemet alvorligt, før det vokser sig stort.

Bekæmpelsen kræver typisk, at skægkræene lokkes frem med et proteinrigt lokkemiddel og derefter fanges i eksempelvis limfælder. I mange tilfælde kan det være nødvendigt at få hjælp fra en professionel skadedyrsbekæmper.

Sådan forebygger du

»Jo tidligere man opdager skægkræ, desto bedre er mulighederne for at få dem under kontrol. Derfor er foråret et oplagt tidspunkt til ikke kun at gøre rent, men til faktisk at kigge efter, hvad der gemmer sig i hjemmets hjørner og kroge,« siger Claus Schultz fra Rentokil.

Hvis hjemmet eller arbejdspladsen er blevet invaderet af skægkræ, kan det være nødvendigt at kontakte en skadedyrsbekæmper for at få problemet stoppet.

  • Støvsug ofte: Skægkræ elsker støv og krummer. Støvsug grundigt, især i sprækker, ved paneler og bag møbler.
  • Tjek dine varer og møbler: Når du får leveret nye pakker eller flyttekasser, så gennemgå dem for skægkræ, og åbn kasserne udendørs eller i entréen, så skægkræene ikke kommer med helt ind i boligen.
  • Fjern deres gemmesteder: Skægkræ elsker mørke, skjulte steder. Hold boligen ryddelig og opbevar mad i tætsluttende beholdere.