Aarhus fastholder topplacering som studieby
Kun København slår smilets by i ny kåring – især faglighed og karrieremuligheder trækker op.
Aarhus markerer sig igen som en af landets stærkeste studiebyer og indtager andenpladsen i studentum.dk’s kåring af Årets studieby 2026. Det er særligt seks parametre, som byen klarer sig godt på: faglighed, transport, studiejobs, karrieremuligheder, uddannelsesmuligheder og byliv.
Det skriver studentum.dk i en pressemeddelselse.
København har igen i år indtaget første pladsen, mens en mindre by som Tønder har sneget sig op på femtepladsen.
Hvert år undersøger studentum.dk, hvad unge prioriterer, når de vælger studieby. Resultaterne viser, at faktorer som gode jobmuligheder, høj faglig kvalitet, stærkt socialt miljø og nem transport vægtes højt.
Fagligheden er endnu en gang den vigtigste faktor for de kommende studerende, når de skal vælge studieby. Det viser svar fra 962 respondenter, der har svaret på studentum.dk’s nyeste studievalgsundersøgelse. Derudover er det især det sociale liv på studiet samt transportmulighederne og muligheden for at finde en billig bolig, der har indflydelse på, hvor de unge vælger at studere.
»Hos studentum..dk er vi stolte over igen i år at kunne kåre Årets studieby i Danmark. I 2026 har vi åbnet undersøgelsen op, så endnu flere studiebyer er blevet en del af kåringen. Det giver et mere retvisende billede af, hvor mange stærke studiemiljøer der faktisk findes på tværs af landet,« siger Tine Dührr, Communications Manager ved Keystone Education Group Danmark.
Og hun fortsætter:
»Årets resultater viser tydeligt, at gode studieoplevelser ikke kun findes i de største byer. Flere byer markerer sig stærkt på både faglighed, studieliv og karrieremuligheder, og det understreger, at der er mange veje til det gode studieliv. Med kåringen ønsker vi at inspirere de unge til at se bredere på deres muligheder og finde den studieby, der passer bedst til dem.«
Nye byer på listen
I år har studentum.dk ændret kriterierne for, hvad der definerer en studieby. Tidligere skulle en by have en uddannelsesinstitution med minimum fem videregående uddannelser. I 2026 er kriteriet, at der blot skal være minimum en videregående uddannelsesinstitution i byen/kommunen.
Samlet set, betyder det, at vi i år har undersøgt 42 studiebyer i forbindelse med kåringen af Årets studiebye 2026. Her har flere af »de nye« byer gjort sig særligt bemærket i flere af parametrene.
Studentum.dk skriver, at kriterierne er ændret for at tilgodese mindre studiebyer, da kåringen altid har haft fokus på, at netop de mindre studiebyer også har meget at byde på.