Christina faldt for reklame med kendte mennesker: Nu lever hun med kvalme og konstante smerter
Christina Højbo har fået sin hverdag ødelagt efter populær øjenoperation. Firmaet bag ønsker ikke at gå ind i den konkrete sag, men forsikrer om, at den tager sine forholdsregler.
I årevis har Christina Højbo fra Randers drømt om et liv uden briller eller kontaktlinser. Derfor faldt hun for en af de mange reklamer for en øjenoperation. Drømmen var en lettere hverdag, men den er blevet alt andet end det.
For efter operationen den 22. december 2025 har hun været ramt af en lang række komplikationer og haft smerter.
Det skriver TV 2 Østjylland.
»Den bedste måde at beskrive det på, det er, at synet vibrerer og blinker. Det var rigtig slemt, da jeg stod op dagen efter operationen.«
»De første to måneder lå jeg mere eller mindre på sofaen hele dagen. Og jeg kunne ikke se fjernsyn, men lå og lyttede til tenniskampene og lyttede til podcasts,« fortæller Christina Højbo til mediet.
Hvad der præcist er gået galt med øjnene, er der ikke rigtig nogen, som kan svare på.
»Det kan bedst beskrives som en kronisk følelse af lidt søsyge eller køresyge, og jeg har rigtig meget kvalme,« siger Christina Højbo.
I princippet var det en simpel såkaldt linseudskiftning, hun skulle have foretaget. Her tager man den naturlige linse med svagheder ud og erstatter den med en kunstig, der skulle gøre patienten brille- og linsefri.
»Når man måler mit syn, ser det umiddelbart perfekt ud, men jeg har bare så mange gener, der er fulgt med. Migræne, lysfølsomhed, svimmelhed, muskelspændinger og kvalme. Mine øjne bliver utroligt anstrengte. Og det er faktisk den følelse, jeg går rundt med non-stop.«
Forud for operationen gik hun til en forundersøgelse hos det valgte øjenfirma, Memira. Her fik Christina Højbo indtrykket af, at hun var den perfekte kandidat til operationen.
Også selvom hun faktisk med sine 43 år var et par år yngre end firmaets egen anbefalede minimumsalder.
»Jeg hører da også om forskellige risici, men det bærer meget præg af, at de her risici bliver snakket ned. Jeg får at vide, at jeg skulle tage en enkelt dag fri på arbejde, og så ville jeg egentlig være okay igen,« lyder det fra Christina Højbo.
Sådan endte det ikke. Her 4 måneder efter operationen har hun måttet træde af som chef i Vestas.
»Jeg kan simpelthen ikke passe det job og har fået en anden rolle, jeg kan leve i, indtil det forhåbentlig bliver bedre.«
TV 2 Østjylland har forholdt Memira kritikken fra Christina Højbo, men firmaet henviser til tavshedspligt og ønsker derfor ikke at gå ind i den konkrete sag.
»Generelt kan vi dog sige, at vi tager alle patienthenvendelser alvorligt og følger op, hvis en patient oplever gener eller komplikationer efter en behandling.«
»Som ved al kirurgi kan der i sjældne tilfælde opstå komplikationer eller behov for supplerende behandling. I disse tilfælde sikrer Memira opfølgning, yderligere vurdering og behandling i overensstemmelse med vores faglige ansvar,« oplyser Memira i et skriftligt svar.
Samtidig forsikrer Memira om, at grundig og individuel information er en central del af patientforløbet, og ifølge firmaet orienteres kommende patienter om behandlingsmuligheder, forventninger, risici, bivirkninger og mulige komplikationer.
»Behandling gennemføres ikke, medmindre både optiker og øjenlæge vurderer, at den er fagligt forsvarlig, og at patienten er tilstrækkeligt informeret,« lyder det fra Memira.
En af dem, der ved en hel del om den type øjenoperation, som Christina Højbo har fået, er praktiserende øjenlæge Peter Jeppesen fra Aarhus.
Han mener ikke, at linseudskiftninger skal bruges til raske øjne – og slet ikke til personer i 40’erne som Christina Højbo.
»Jeg fraråder operationen til alle de patienter, som kommer uden grå stær, men som har et læsebrillebehov, i hvert fald indtil de bliver 60 år,« siger han til TV 2 Østjylland.
»Man skal tænke sig rigtig godt om, inden man foretager de operationer. Fordi det er i og for sig et raskt øje, man opererer på,« pointerer han.
I tilfælde som Christina Højbos anbefaler han i stedet, at hun må leve med en læsebrille.
»Jo yngre folk er, jo mere skal man sige nej. Det er nogle operationer, hvor man siger, at man skal primært være over 50 år, før man overhovedet kan tænke på det. Og selv i den gruppe fra 50 til 60 år, der vil jeg tænke mig rigtig, rigtig godt om, inden.«
Øjenlægen forklarer, at det især er risikoen for nethindeløsning efter operationen, der øges, når der opereres på yngre øjne.
Christina Højbo har selv været i dialog med Memira ad flere omgange, men i de første måneder følte hun sig slet ikke taget seriøst.
»Firmaet lader bare en hænge i op til tre måneder, før de træder ind i det. De første par gange, jeg havde fat i dem, der bad de mig faktisk om, at jeg skulle søge min egen læge i stedet for. De sagde, at det jeg oplevede, ikke var på grund af øjenoperationen,« siger hun.
Har du ikke bare ikke sat dig nok ind i, hvad det her kunne ende med? Og har du ikke kastet dig for hovedkulds ud i den her operation?
»Helt sikkert. Det kan jeg jo se i bagklogskabens klare lys, jeg har. Jeg er faldet for de her reklamer med kendte mennesker, der siger, at allerede aftenen efter operationen, så kan de se. Mit ønske om at blive brillefri var så stort.«
Efter TV 2 Østjylland har henvendt sig til Memira om hendes sag, er firmaet dog ifølge Christina Højbo vendt på en tallerken. Ved et møde den 16. april har de tilbudt hende en reoperation.
»Hvis de havde mødt mig sådan fra start af efter operationen, havde jeg været meget mere tryg. Om jeg skal opereres igen, er jeg stadig i tvivl om. For risikoen for komplikationer øges ved en ny,« forklarer Christina Højbo.