Hvem skal løbe med August Krogh Erhvervsprisen 2026?
Business Djursland hylder for andet år i træk virksomheder og iværksættere i Norddjurs Kommune.
Business Djursland har nu åbnet for indstillinger til August Krogh Erhvervsprisen 2026, der hylder virksomheder og iværksættere i Norddjurs Kommune, som skaber værdi gennem innovation, ny viden og stærke idéer.. Det fremgår af en fælles pressemeddelelse fra Business Djursland og Norddjurs Kommune.
Prisen uddeles onsdag 13. maj i forbindelse med et arrangement om patent- og varemærkebeskyttelse, hvor deltagerne samtidig får konkret indsigt i, hvordan idéer kan beskyttes og udvikles til forretning. Her samles virksomheder fra Norddjurs til en formiddag med både faglig inspiration og netværk.
August Krogh Erhvervsprisen er opkaldt efter nobelprismodtageren og Grenaas første æresborger og sætter fokus på den innovationskraft, der findes i det lokale erhvervsliv. Prisen gives til en virksomhed eller iværksætter, der med initiativ og anvendelse af ny viden bidrager til udvikling, vækst og lokal stolthed.
Præmie på 40.000 kroner
Vinderen modtager en præmie på 40.000 kr., sponsoreret af HSM Industri og Djurslands Bank, som kan anvendes til at udvikle virksomheden og bringe idéer videre i praksis.
August Krogh Erhvervsprisen er et samarbejde mellem Business Djursland, Norddjurs Kommune samt de to sponsorer HSM Industri og Djurslands Bank, og overrækkes af borgmester Kasper Bjerregaard.
»Virksomheder og iværksættere, der fra starten af indtænker specialviden i deres produkt eller services, har væsentlig større mulighed for at kunne konkurrere på et globalt marked. Derfor vil vi rigtig gerne være med til at støtte og fremme denne type virksomheder i Norddjurs via blandt andet August Krogh Erhvervsprisen,” siger Ole Svit, direktør for Business Djursland.
“August Kroghs Erhvervspris understreger kommunens klare prioritering af innovation, viden og erhvervsudvikling som fundament for fremtidens Norddjurs. Prisen sender et tydeligt signal om, at virksomheder og offentlige aktører sammen tager ansvar for bæredygtig vækst og arbejdspladser. Med rejselegatet investeres der målrettet i nye kompetencer og international viden, som kan omsættes lokalt til gavn for både erhvervslivet og kommunens samlede udvikling,« siger Kasper Bjerregaard, borgmester i Norddjurs Kommune.
Alle kan indstille kandidater
Kender du en virksomhed eller iværksætter, der fortjener anerkendelse? Alle kan indstille kandidater via Business Djurslands hjemmeside.
Deadline for indstillinger er 27. april 2026.
Indstillingerne danner grundlag for udvælgelsen, hvor en jury bestående af HSM Industri A/S og Djurslands Bank finder årets vinder.
Sidste år gik prisen til spiludviklervirksomheden Pentafloat, stiftet i november 2023 af Frederik Borre og Holger Wahlgreen. De brugte legatet på en rejse til Köln, hvor de deltog i Devcom-konferencen og mødte andre udviklere.
»På Devcom deltog vi i en lang række talks, men én skilte sig særligt ud. Det var en præsentation af værktøjet Rive til UI-design i spil. Vi gik direkte hjem på hotellet og testede det – og kunne med det samme se potentialet. Dagen efter besøgte vi deres stand, fik yderligere sparring, og i dag bruger vi allerede værktøjet aktivt i udviklingen af vores spil,« fortæller Holger Wahlgreen fra Pentafloat.
Med August Krogh Erhvervsprisen ønsker arrangørerne ikke blot at hylde én vinder, men også at sætte fokus på den innovationskraft, der findes i det lokale erhvervsliv og dermed inspirere flere til at bringe deres idéer i live.