Alzheimerforening om vold på plejehjem: »Man lader beboere, pårørende og personale i stikken«

For Alzheimerforeningen er der ingen tvivl. Når en person med en demenssygdom vandrer fra et plejehjem, slår ud efter personalet eller raserer stuer, er det et råb om hjælp.

»Vi bør tale om, at vi i stigende grad ikke er i stand til at imødekomme de behov, som mennesker med demens har, og at det er derfor, de kan blive udadreagerende,« siger Anja Bihl-Nielsen, der er politisk chef i Alzheimerforeningen.

Avisen kunne for nylig fortælle om 80-årige Benny Bredahl, der udviklede en hurtigt eskalerende demenssygdom efter at være kommet i et afklaringsforløb på et specialplejehjem for demens. Det ophold blev præget af vandringer, rastløshed, voldelige udfald og generel utryghed for de pårørende. Efter seks uger var manden ukontaktbar og blev overflyttet til hospitalet, hvor han døde efter få dage.

Alzheimerforeningen kommenterer ikke på den konkrete historie, men på et generelt plan oplever foreningen, at der er en stigning i udadreagerende adfærd, og at kommunerne er pressede på ressourcer.

»Vi efterlader både beboere, pårørende og personalet i stikken, når vi ikke giver dem de rigtige rammer,« siger Anja Bihl-Nielsen.

En medlemsundersøgelse fra FOA fra 2022 pegede på, at knap halvdelen af de medlemmer, der arbejder på plejecentre, i løbet af det seneste år har været udsat for vold.

På plejehjemmene i Aarhus Kommune oplever man også en stigende tendens til, at beboere kan reagere voldsomt, for eksempel med trusler, holden fast i håndled, spark og slag.

Alzheimerforeningen forsøger at undgå at bruge begreber som vold og udadreagerende adfærd, fordi det skygger for det, det egentlig handler om, mener Anja Bihl-Nielsen.

»Det handler om meget alvorlige hjernesygdomme. Det handler om, at personer med demens kan miste evnen til at kommunikere og kan miste store dele af deres sprog. De kommer let til at føle sig utrygge og forvirrede. Derfor er den her form for adfærd et råb om hjælp.«

Klare forpligtelser

Foreningen ser gerne, at man får lavet nationale guidelines for, hvilken behandling kommunerne skal give personer med demenssygdomme.

»I dag er det op til kommunerne selv, hvilken behandling man tilbyder borgere med demens. Det skal dermed prioriteres blandt alt muligt andet, som kommunen gerne vil bruge penge på. Hvis vi havde klare nationale guidelines, så ville kommunerne vide, hvad de er forpligtet til,« siger Anja Bihl-Nielsen.

Nationale guidelines skal ifølge foreningen blandt andet indeholde klare regler for, at der skal analyseres på, hvorfor en borger går fra et plejehjem. Ligeledes skal der analyseres på, hvorfor en borger slår ud efter andre.

»Det kræver, at der er et personale omkring beboerne, som har den demensfaglige ekspertise til at sætte ind, og at det personale har tilstrækkelig med tid til at møde beboerne med nærvær og faglighed.«

Ifølge Anja Bihl-Nielsen er der ret begrænsede muligheder for medicinsk behandling af sygdommen.

»Men det er dokumenteret, at en psykosocial behandling med for eksempel sansestimulation, musikterapi og i det hele taget en personcentreret omsorg har en gavnlig effekt. Men det er klart, at det er svært at sætte ind med, hvis man for eksempel er én nattevagt til 20 beboere.«

Fælles faglig standard

Et sæt fælles regler for behandlingen af mennesker med demens, er et tiltag, som også Nationalt Videnscenter for Demens, der arbejder med forskning, uddannelse og formidling af viden om demens til fagfolk, ser positivt på:

»Vi ser gerne, at der i Danmark bliver arbejdet ud fra en fælles faglig standard og kvalitet i behandlingen og plejen af mennesker med demens, og dermed også med en enighed om, hvilke indsatser mennesker med demens skal tilbydes i et demensforløb,« siger Karen Tannebæk, der er uddannelsesleder på Nationalt Videnscenter for Demens.

Hun forklarer, at det for eksempel er meget vigtigt, at man får analyseret på årsagerne til, at en person med demens vælger at forlade det sted, man bor.

»Det er helt centralt at forsøge at forstå, hvorfor personen går. Derfor er det meget vigtigt, at man får kigget bagom. Er der mistrivsel? Hvad er gået forud? Kan der være fysiske årsager? Får personen sansestimulation? Derfor er det også vigtigt, at man kender det enkelte menneske, så man bedst muligt kan forebygge, at det sker.«

Ifølge Alzheimerforeningen er det for alle parter, både personalet, pårørende og den sygdomsramte, afgørende med fælles regler for indsatsen.

»Hvis vi ikke får de her guidelines, så bliver det et hårdt arbejdsmiljø, og vi eskalerer problemet, fordi vi ikke får sat ind med forebyggende tiltag.«