Til- og frakørsler til motorvej samt rastepladser lukkes til 8. juni
26. april-8. juni lægger Vejdirektoratet det sidste lag asfalt på udbygningen af E45 mellem Aarhus V og Tilst.
Vejdirektoratet går 26. april i gang med det sidste lag asfalt, slidlaget, samt stribning på E45 mellem Aarhus V og Tilst.
Det får den konsekvens, at enkelte til- og frakørsler samt rastepladser vil være spærret frem til 8. juni.
Trafikken ledes skiftevis over i modsatte side med to farbare spor i hver retning. Hastigheden fastholdes til 80 kilometer i timen.
Det skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.
Sydgående retning
Slidlagsarbejdet starter i sydgående retning fra søndag aften 26. april til mandag morgen 18. maj 2026. Arbejdet medfører spærring af tilkørsel 47 Tilst i sydgående retning med omkørsel via 46 Hinnerup.
Pedersminde rasteplads er lukket i denne periode.
Desuden spærres rampen fra Herningmotorvejen fra Brabrand mod E45 i nordgående retning ved Motorvejskryds Aarhus V. Trafikanter ledes rundt i sløjfer ved Motorvejskryds Aarhus V.
Nordgående retning
Fra mandag morgen 18. maj til mandag morgen 8. juni 2026 udføres arbejdet i nordgående retning. Arbejdet medfører spærring af frakørsel 47 Tilst i nordgående retning med omkørsel via 46 Hinnerup.
Blankhøj rasteplads er lukket i denne periode.
Samtidig vil rampen fra Herningmotorvejen fra Brabrand mod E45 i nordgående retning ved Motorvejskryds Aarhus V fortsat være spærret. Trafikanter ledes rundt i sløjfer ved Motorvejskryds Aarhus V.
Når slidlagsarbejdet er afsluttet, forventer Vejdirektoratet at kunne sætte gang i samme omgang mellem Tilst og Aarhus Nord, hvor der også skal lægges asfalt og laves striber.
Vejdirektoratet melder datoerne for arbejdet ud senere.