50 år i samme virksomhed: Hardy begyndte som lærling til 1,56 kr. i timen
Hardy Pedersen begyndte hos Brdr. Toft i 1976 og kan 1. maj fejre 50 års jubilæum.
Den 1. maj kan Hardy Pedersen fejre 50 års jubilæum hos Brdr. Toft Maskinforretning A/S, der har base i Hammel.
Hardy Pedersen blev uddannet landbrugsmaskinmekaniker hos Randløvs Maskinfabrik ved Skanderborg i 1974. Han husker, at dengang var timelønnen 1,56 kr. for en lærling, og som svend var timelønnen 12 kr., og til sammenligning kostede en liter benzin lige godt en krone literen.
Da Hardy blev ansat tilbage i 1976 havde Brdr. Toft til huse i Skovby som importør af Ursus og Bizon, og Hardy var den første tid i firmaet montør på Bizon mejetærskere.
Siden flyttede Hardy med til Sabro, hvor det primært var Hürlimann traktorer, der blev repareret og serviceret. Da Brdr. Toft i 2021 rykkede basen til Norgesvej i Hammel, fulgte Hardy naturligvis med.
Brdr. Toft fik for nu 30 år siden i 1996 importen af de italienske Bargam sprøjter, og Hardy fik også tilføjet serviceopgaver på sprøjterne. I 1997 rykkede Hardy ind på lageret, men beholdt sideløbende nogle serviceopgaver.
»Den tekniske viden og praktiske erfaring som montør giver en stor indsigt og er en fantastisk hjælp, når kunder ringer for at bestille reservedele til deres traktor eller sprøjte. Og Hardy deler velvilligt sin viden med kollegerne i huset,« fortæller virksomheden i en pressemeddelelse.
For år tilbage startede Brdr. Toft egen produktion af fronttank løsninger, og de seneste år har Hardy haft ansvaret for at ajourføre styklister til tankløsningerne samt plukke dele og samle halv-fabrikata til produktionen.
Det er heller ikke usædvanligt at se Hardy med loddekolben i hånden i færd med at reparere elektronik eller kabler til marksprøjterne eller fremstille specialkabler til fronttanke eller specialopbygninger. Sideløbende er han stadig en del af reservedelsteamet i forretningen og betjener mange kunder pr. telefon.
De seneste år har Hardy skåret nogle timer af den ugentlige arbejdstid og er således at finde i virksomheden ugens tre første dage. Selv om Hardy har rundet de 70, er han still going strong.
»Han møder trofast og yder en fantastisk indsats, men nyder samtidig den ekstra fritid til at dyrke sine interesser, som bl.a. er cykling, camping og ikke mindst sine børnebørn.«
Privat bor jubilaren i Skovby.