Fortsæt til indhold

Vestergade-cafe må æde bøde for haltende rengøring: »Jeg havde ikke set, der fortsat var problemer«

En café i Vestergade i Aarhus har fået en bøde på 5.000 kroner og en sur smiley for haltende rengøring.

Samfund

7. april var Fødevarestyrelsen forbi Café Krone i Vestergade i Aarhus. Det er tredje gang siden årsskiftet. Og tredje gang, at Caféen ikke høstede en glad smiley. Til gengæld har caféen modtaget et bødeforlæg på 5.000 kroner.

Det fremgår af seneste rapport fra stedet.

I den står der blandt andet, at det især er rengøringen, det kniber med. Hvilket også var den oprindelige årsag til opfølgningsbesøget.

På trods af flere forsøg har det ikke været muligt at få kontakt til den daglige leder. Vedkommende er heller ikke vendt tilbage på vores henvendelser.

Da kontrollanterne var på besøg i Vestergade lød det:

»Den blev skilt ad og gjort fuldstændig rent efter sidste kontrolbesøg og jeg havde ikke set, at der fortsat var problemer. Vi holder øje med det og får det rettet op.«

To mellemfornøjede og den sure smiley får Fødevarestyrelsen til at reagere:

»Virksomheden har fået anmærkninger for overtrædelser af fødevarelovgivningen på minimum tre ud af de seneste fire kontrolbesøg. Det giver Fødevarestyrelsen mulighed for at tage skærpede sanktioner i brug under visse forudsætninger,« står der i rapporten, der hentyder til besøg fra 6. januar 2026 og 3. februar 2026.