Nye planer for Grenaa Havn: »Til gavn for arbejdspladser og erhvervsliv«
ADP og Grenaa Havn tager nu første skridt mod et strategisk samarbejde. Målet er at undersøge mulighederne for fælles løsninger inden for vind, offshore og bulk – og dermed gøre det mere enkelt for kunderne at få adgang til flere dybvandshavne og fælles servicering.
ADP og Grenaa Havn vil undersøge, om de kan samarbejde tættere om vind, offshore og fast bulk.
Målet er at gøre det lettere for kunder at bruge flere dybvandshavne og få fælles service på tværs af havnene.
Samarbejdet skal blandt andet se på mulighederne i Grenaa, Fredericia, Nyborg, Hanstholm og Taulov Dry Port, skriver ADP i en pressemeddelelse.
ADP A/S, Associated Danish Ports, driver i forvejen netop Fredericia, Nyborg og Hanstholm Havn samt Taulov Dry Port.
Ifølge havnene kan et samarbejde give mere kapacitet, større fleksibilitet og gøre det muligt at tiltrække større kunder, end havnene kan hver for sig.
»Grenaa Havn er en vigtig del af vores erhvervsgrundlag, og som ejere følger vi naturligvis nøje med i, hvordan havnen udvikler sig strategisk. Vi ser en tendens i branchen mod tættere samarbejder mellem havne, og det er en udvikling, vi som kommune forholder os aktivt til. Et samarbejde med ADP styrker Grenaa Havns position på lang sigt – og det er til gavn for erhvervslivet og arbejdspladserne i Norddjurs,« siger Kasper Bjerregaard, borgmester i Norddjurs Kommune.
I første omgang ser havnene især på to områder: vind/offshore og fast bulk. Grenaa Havn har løst større opgaver for vindmølleindustrien, mens ADP ser muligheder for at styrke aktiviteterne i Nyborg og Hanstholm.
»Et tættere samarbejde med ADP rummer et klart strategisk potentiale. Vi har arbejdet målrettet med at positionere Grenaa Havn stærkt, og vi ser nu en reel mulighed for at kombinere vores styrker med ADP’s rækkevidde og platform, så kunderne kan få effektiv adgang til både Grenaa Havn og eksempelvis Hanstholm Havn under én aftale,« siger Bent Hansen, der er bestyrelsesformand i Grenaa Havn.
På bulk-området oplever havnene i Fredericia, Nyborg og Grenaa vækst. Her kan fælles kapacitet, kraner og infrastruktur ifølge pressemeddelelsen bruges til at tiltrække nye kunder.
»Grenaa Havn er veldrevet og har gennem flere år dokumenteret en sikker strategisk eksekvering. Vi vurderer, at der kan være betydelige synergier – både driftsmæssigt, udviklingsmæssigt og kapacitetsmæssigt – og det er på den baggrund, at vi nu tager næste skridt og konkretiserer de fælles muligheder,« fastslår Christian Herskind, bestyrelsesformand i ADP.