AUH melder ud om tilskadekomne ved gigantisk gadefest
Ikke mange er kommet til skade ved gadefesten i Aarhus efter guld-kamp.
»Det går næsten altid galt, når vi’ i byen sammen«, synger Aarhus-ikonet Thomas Helmig på den sang, du ved nok, men de omkring 20.000 mennesker, der søndag 10. maj deltog i gadefesten i Aarhus, var gode til at passe på sig selv og hinanden.
I hvert fald førte festen i forlængelse af, at AGF sikrede sig det danske mesterskab for første gang i fire årtier, ikke til voldsom travlhed på skadestuen på Aarhus Universitetshospital.
»Vi har haft lidt ekstra igennem skadestuen i aftes og i nat i forhold til, hvad vi plejer på en søndag. Et slag på tasken er 15 flere patienter flere end på en normal søndag,« lyder det fra skadestuen.
De fleste af dem, der har besøgt skadestuen søndag aften og natten til mandag, er folk, der enten er væltet på cykel, er faldet og har slået sig eller har vredet om på anklen.
Skadestuen havde på forhånd forberedt sig på, at det kunne blive en ekstra travl søndag og sat lidt ekstra personale ind i vagtplanen.
»Det har været nogle glade, fulde mennesker der er kommet ind,« lyder det fra skadestuen.
Skadestuen har allerede planer om ekstra bemanding søndag 17. maj, hvor AGF spiller sæsonens sidste kamp. Det er mod Viborg på den midlertidige hjemmebane i Vejlby.