Fortsæt til indhold

21 parcelhuse og 49 rækkehuse: Nu er vejnavnet på plads for nyt boligområde

Bevoksningen tæt ved lagt sammen med et vældigt sving på adgangsvejen ligger til grund for navngivningen af nyt boligområde.

Samfund

Mellem Haldum og Hinnerup vil et nyt boligområde de kommende år skyde op, lige hvor Haldumvej slår et knæk.

Lokalplanen giver mulighed for 21 parcelhusgrunde i den nordlige del og 49 rækkehuse samt et fælleshus i den sydlige del af grunden.

Adressen for boligerne i det nye område kan ikke kobles på Haldumvej, da der ikke er ledige numre nok i den eksisterende husnummerrække. Og »Teknik og Miljø vurderer, at det ikke vil være hensigtsmæssigt at benytte bogstaver i husnumrene,« lyder det i byrådssagen.

Derfor er boligområdet blevet navngivet Hasselsvinget, hvilket Teknik- og Miljøudvalget netop har godkendt.

»Der etableres en ny intern vej i området, hvorfor det vil være naturligt med et selvstændigt vejnavn for det samlede område,« lyder det i byrådssagen.

»Der etableres en ny intern vej i området, hvorfor det vil være naturligt med et selvstændigt vejnavn for det samlede område,« lyder det i byrådssagen. Illustration: Favrskov Kommune

Boligområdet afgrænses af et kommunalt ejet fredskovbelagt areal mod øst. Gennem skoven skal en eksisterende sti, der forbinder det nye boligområde med de eksisterende boligområder, opgraderes. Langs stien vokser hasseltræer og -buske.

Navnet ’Hasselsvinget’ refererer til træsorterne langs stien.

’Hasselsvinget’ refererer også til adgangsvejen til området, der vil skulle anlægges med et markant sving på grund af terrænet.

Teknik og Miljø har været i dialog med byggeherren, der foreslog vejnavnet ’Skovbrynet’. Problemet er, at det vejnavn allerede findes i Hammel, hvilket er inden for en afstand af 15 km i fugleflugt. Dermed kan det ikke godkendes.

Det kan derimod Hasselsvinget, som et enigt udvalg stemte for.