Fortsæt til indhold

Jesper Uth overtog roret på synkende skude: Nu er skandale vendt til succes

Formand for udfordret idrætsforening i Tilst vinder pris som årets idrætsleder.

Samfund

Jesper Uth, formand for idrætsforeningen TST i Tilst, vandt tirsdag aften 12. maj Idrætssamvirket Aarhus’ pris som Årets Idrætsleder 2026.

Prisen hylder dedikerede frivillige og ledere, der yder en særlig indsats i lokale idrætsforeninger, og det har Jesper Uth, sammen med en række andre frivillige i TST, unægtelig gjort.

Jesper Uth påtog sig rollen som formand for idrætsforeningen på et tidspunkt, hvor idrætsforeningen var lukningstruet, efter at foreningens tidligere kasserer i 2023-2024 stjal 960.000 kroner fra kassen.

I år kan TST præstere et overskud på 131.000 kroner, når alle regninger er betalt, og der er afdraget på foreningens betydelige lån til kommunen. Samtidig har TST i 2026 fået skiftet haltaget, der før var utæt, og i uge 28 får idrætsforeningen et nyt halgulv.

Idrætssamvirket Aarhus beskriver Jesper Uth som indbegrebet af en moderne og handlekraftig idrætsleder.

»Da TST Idrætsforening i 2024 stod i sin værste krise nogensinde – truet af konkurs og ramt af et alvorligt tillidsbrud – valgte Jesper ikke den lette udvej. I stedet påtog han sig det enorme ansvar at lede både badmintonafdelingen og hovedforeningen simultant for at sikre klubbens overlevelse. Gennem en sjælden kombination af ro, strategisk overblik og menneskelig indsigt har han transformeret TST fra en lukningstruet forening til en moderne organisation i økonomisk balance,« lyder det i begrundelsen for at kåre Jesper Uth som Årets Idrætsleder.

Med titlen følger en historisk vandrepokal og 15.000 kroner, som sponsoreres af Sparekassen Danmark og Sparekassen Danmark Fondene.

»Jeg er utrolig stolt af at modtage den flotte pris, som er et bevis på den forskel, jeg og alle de andre frivillige har gjort for TST. Prisen og opbakningen fra lokalsamfundet samt medlemmerne motiverer helt klart til at fortsætte rejsen med at ændre og genskabe TST,« siger Jesper Uth til dette medie.

Idrætssamvirket Aarhus’ pris som Årets Idrætsleder er blevet uddelt årligt siden 1962.